Raseriet sidder i kroppen. Han forhandlede overenskomster med en SAS-ledelse, som han mener brugte mafiametoder. Natten mellem tirsdag og onsdag satte han efter eget udsagn sin underskrift på nogle elendige overenskomster. Navnet er Verner Lundtoft Jensen - formand for de danske stewardesser og stewarder. »Nu må vi se om, jeg bliver genvalgt«, siger Verner Lundtoft Jensen med bidende selvironi forud for den ekstraordinære generalforsamling på mandag for de 1.400 stewardesser og stewarder i SAS' danske kabineforening. Dårligere forhold Verner Lundtoft Jensen er pinligt bevidst om, at han ikke genopstiller som formand på noget, der bare tilnærmelsesvis ligner et godt valggrundlag. Lønaftalen betyder, at medlemmerne typisk skal gå 3.000 kroner ned i løn og tillæg om måneden, skal arbejde 28 dage mere om året og have længere arbejdsdage uden spisepauser. »Vi stod over for en trussel om, at vore arbejdspladser ville være væk i løbet af syv dage, hvis vi ikke sagde ja til den nye overenskomst. SAS ville nedlægge Scandinavian Airlines og tilbyde mine medlemmer deres eget job på individuelle kontrakter«, siger Verner Lundtoft Jensen. »Her og nu er mine medlemmer lettede. Deres arbejdspladser er reddet, men når det går op for mine medlemmer, hvad SAS-ledelsen har gjort, så vil der brede sig en bitterhed mod SAS, siger den 48-årige Verner Lundtoft Jensen. Et ultimatum Et døgn inden deadline for forhandlingerne blev Verner Lundtoft Jensen stillet over for valget mellem at acceptere ledelsens krav eller en fritstilling af kabinepersonalet. Og her valgte han så at lade arbejdspladserne tælle. »Alternativet var, at mine medlemmer ikke længere havde en arbejdsplads. Nu får de valget mellem at blive på forringede vilkår eller finde sig et andet job«, siger Verner Lundtoft Jensen. SAS-ledelsen er gået efter at få mere såkaldt bloktid. Det er den tid, hvor piloter, stewarder og stewardesser er i luften - altså fra den trekantede træblok fjernes fra flyets forhjul og til den sættes på plads igen. I øjeblikket er kabinepersonalet i luften 600 timer om året, men med de nye overenskomster vil tallet komme op i nærheden af 750 timer. »Men det store problem er tilrettelæggelsen af arbejdet. I gennemsnit er vi i luften i godt fire timer på en 10 timers arbejdsdag, resten af tiden venter vi på at komme i luften. Det bliver ikke bedre med de nye overenskomster«, siger Verner Lundtoft Jensen. Kabinepersonalets førstemand har svært ved at kende glamourbilledet af stewardesser, som dasker rundt i alverdens spændende storbyer med en luftkaptajn under armen. Kabinepersonalet er i hans optik typisk en kvinde i den fødedygtige alder. Hun får allerede i 40-45 års alderen problemer med helbredet på grund af den fysiske belastning. Billedet af stewardesserne som en forkælet medarbejdergruppe kan Verner Lundtoft ikke kende. Han betragter ikke løn på 25.000 kroner om måneden som fyrstelig, når der er tale om et job med skæve tider, weekendarbejde og arbejde på helligdage. Det er en hård belastning for familielivet i forvejen, og nu sættes arbejdstiden op. »Vi har undersøgt forholdene i Maersk Air, Sterling og Cimber Air. Og vores løn- og arbejdsvilkår lå på linje med deres inden de nye overenskomster med undtagelse af Cimber Air, som fortsat har det dårligere end os. Vi har en mistanke om, at SAS-ledelsen har sammenlignet os med Ryanair«, siger Verner Lundtoft. Banen er kridtet op Kabineformanden har kridtet banen op til næste overenskomstforhandlinger i 2006. »Hvis der skal ske nogle forandringer i denne her overenskomstperiode, så kommer ledelsen til at betale for det. Det er slut med at være fleksible. Og jeg håber vi kan stå sammen til næste overenskomstforhandlinger, som jeg ikke ved om jeg kommer til at forhandle«, siger Verner Lundtoft. Det har også - ifølge Lundtoft - knebet med solidariteten fra de øvrige personalegrupper. Kabinepersonalet er blevet 'dyre kællinger i høje hæle og røde negle' og der er af andre personalegrupper blevet delt løbesedler ud med Verner Lundtoft Jensens navn, telefonnummer og mailadresse på, i et forsøg på at presse kabinepersonalet til at acceptere SAS' sparekrav. »Det har været kabinepersonalet og piloterne, som skulle betale for SAS' redning, mens de andre faggrupper ikke har måttet holde så hårdt for«, siger Verner Lundtoft Jensen. Efter 14 dage i 'fængsel' i forligsinstitutionen glæder Verner Lundtoft Jensen sig til en lang weekend med familien.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























