Vrede over mæglingsforslag

Lyt til artiklen

Hvor stor må prisen for en central barselsfond være? Knap har LO og DA fremlagt et mæglingsforslag for 650.000 privatansatte, før spørgsmålet om en barselsfond sår dyb splid mellem fagforbundene. Mens HK og Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) mandag jublede over resultatet, nedlagde 1.400 slagteriarbejdere arbejdet i protest mod arbejdsgivernes pris for en central barselsfond: Ingen overtidsbetaling Lønmodtagere kan ikke længere hæve overtidsbetaling, når der skal indhentes 'forsømt tid'. Det betyder, at man ikke får ekstra tillæg, hvis man skal arbejde over for at dække virksomhedens tab efter en overenskomststridig strejke. Og dén pris er alt for høj, mener man i fagforeningen Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet, NNF, som organiserer slagterne: »Det er kronjuvelerne, man her begynder at pille ved. Strejkespørgsmål skal ikke ændres i en overenskomstforhandling - sådan noget skal stå i hovedaftalen mellem LO og DA. Nu har vi haft et aftalesystem i 100 år, og aldrig har disse ting været til forhandling«, siger NNF's forbundsformand Henry Holt Jochumsen. Tager afstand fra strejken - men forstår den Selv om han tager afstand fra strejkerne, forstår han godt slagteriarbejderne. »Vi erkender, at der har været for mange arbejdsnedlæggelser. Men vi har også nedbragt antallet med to tredjedele på det sidste år. Så arbejdsgiverne burde have givet os en chance«, siger Henry Holt Jochumsen. Forhandlerne for de 22.000 slagteriansatte i NNF har til det sidste modsat sig kravet om forsømt tid og indgik af samme grund ikke forlig med Dansk Industri. Derfor stod maskinerne på slagterierne i Sæby, Hjørring og Blans ved Sønderborg stille i går: »Vi bliver jo bombet tilbage til stenalderen. Frem for samarbejde og dialog foretrækker man åbenbart kæft, trit og retning«, siger fællestillidsmand for de strejkende på Danish Crowns slagteri i Hjørring, Jørn Katballe. Flere brancher utilfredse med forslag Også i andre brancher bliver mæglingsforslaget mødt med vrede. »Det er ikke fordi, vi ikke under kvinderne noget. Men hvad med skifteholdsarbejderne? Eller feriebetalingen? Dét ville tilgodese alle, mens barsel kun berører nogle. Man kan ikke bære et resultat igennem på noget, som kun 5.000-6.000 har glæde af«, siger Bjarne Sørensen. Han er formand for Metal i Horsens og en af initiativtagerne bag tillidsmandsnetværket OK2004, der anbefaler et nej til mæglingsforslaget. For LO's top er forslaget derimod en stor sejr. Siden august sidste år har forbundet kæmpet for at få indført en central barselsfond. Næstformand i LO, Tine Aurvig-Huggenberger, ser afsnittet om forsømt tid som en nødvendig pris. »Jeg kan forstå slagterne. De nye regler om forsømt tid er hverken en særlig fair eller moderne måde at behandle en faglig strid på. Men det har været afgørende for, om vi kunne komme igennem med barselsfonden, som vi jo alle har en grundlæggende interesse i«, siger hun. HK advarer mod et nej Både HK og KAD har satset stort på spørgsmålet: Begge havde betinget deres forlig med arbejdsgiverne med oprettelsen af en central udligning på barselsområdet. Derfor advarer man i HK mod et nej ved de kommende urafstemninger. »Ikke siden vi fik indført arbejdsmarkedspension har vi fået et så skelsættende og væsentligt nyt tiltag på arbejdsmarkedet. Derfor mener jeg, at dem, der overvejer at stemme nej, bør tænke sig grundigt om. Det vil være et stort tab at smide det her på gulvet«, lyder det fra formand i HK/Handel, Jørgen Hoppe.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her