Dagen før Folketinget skal debattere den gældsplagede københavnske metro, spiller trafikminister Flemming Hansen (K) ud med et forslag om at splitte Ørestadsselskabet op i to selskaber. Ministeren har bedt revisionsfirmaet KPMG om i al hast at komme med et forslag til, hvordan Ørestadsselskabet kan deles. Undersøgelsen skal være færdig i maj. Initiativet kommer efter massiv kritik af metroprojektet for uregelmæssig drift, budgetoverskridelser i milliardklassen og forsinkelser, men trafikministeren afviser, at han er utilfreds med ledelsen. 'Ingen kritik af ledelsen' »Der er ikke tale om kritik af ledelsen af Ørestadsselskabet - hverken bestyrelse eller direktion. De har gjort et fantastisk stykke arbejde med at få etableret metroen og få den til at køre«, siger Flemming Hansen, der ikke har planer om at skifte personer ud i ledelsen af selskabet. Ørestadsselskabet har hidtil stået for at sælge grunde på Amager Fælled, bygge og drive den københavnske metro. Kort fortalt går ideen ud på at dele Ørestadsselskabet op i et driftsselskab, som i fremtiden skal stå for at drive metroen og vedligeholde det nuværende baneanlæg, og et udviklingsselskab, som skal stå for salget af byggegrunde på Amager Fælled. »Begge opgaver kræver fuld fokus«, siger Flemming Hansen, der forestiller sig, at de to selskaber skulle have hver sin daglige ledelse og professionelle bestyrelse. Ministeren peger på DSB som en model for metrodriftsselskab. DSB har kontrakter med Trafikministeriet om, hvilken køreplan de skal køre efter. »På den måde har vi en ledelse, der har fuld fokus på den daglige drift, og som også kan få skældud, hvis togene ikke kører til tiden«, siger Flemming Hansen. Det helt afgørende problem i opsplitningen af Ørestadsselskabet er gælden på 15 milliarder kroner, som årligt belaster selskabet med en renteudgift på 500 millioner kroner. »Jeg har ikke noget bud på, hvordan gælden skal fordeles mellem de to selskaber. Det er blandt andet det, som revisionsfirmaet skal hjælpes os med«, siger Flemming Hansen. 'Ikke nok at styre med lånerammen' Ørestadsselskabet blev skabt for at sælge grunde på Amager Fælled og for salgsindtægterne at bygge en metro, som forbandt Amager med det indre København. I første omgang måtte selskabet dog låne sig frem, fordi grundsalget skulle løbe over 30 til 40 år. Fra starten var metroprojektet sat til at koste knap seks milliarder kroner, men den endelige regning løb op i omkring 15 milliarder kroner, så Folketinget har i flere omgange måttet hæve lånerammen, som også har været den eneste måde, Folketinget kunne holde hånd i hanke med metroprojektet på. »Det er blevet mere tydeligt, at det ikke er nok at styre med lånerammen. Lånerammen siger kun noget om, hvor stor gælden er, men den siger ikke noget om, hvordan det går med passagerudviklingen eller indtægterne fra grundsalg, så derfor er jeg nået til den konklusion, at gennemsigtigheden ikke er stor nok«, siger Flemming Hansen. Ørestadsselskabet er ejet i fællesskab mellem Trafikministeriet og Københavns Kommune. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) har været med i drøftelserne om opsplitningen af selskabet. KPMG's forslag til en bodeling skal være færdig i maj, så kan de politiske forhandlinger løbe over sommeren, og et endeligt forslag kan være klar til næste folketingssamling.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Han døde i et bilbombeattentat i 1972. Men hans tekster er uhyggeligt aktuelle
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Leder af Christian Jensen
Historien om de bedste hold, der ændrede verdensfodbolden uden at løfte trofæet – og ja, Danmark er på listen
80 år
Debatindlæg af Alexander Holm




























