Metroejernes forsøg på at lukke debatten om sidste etape af metroen på Amager får den stik modsatte virkning. Overborgmesteren i København har sammen med regeringen og Københavns Amt udsendt en fælles pressemeddelelse, hvor de på baggrund af en foreløbig rapport afviser at grave metroen ned, fordi det bliver for dyrt. Splid blandt socialdemokrater Den melding fører for første gang til splid i overborgmester Jens Kramer Mikkelsens egen socialdemokratiske gruppe, hvor medlem af Borgerrepræsentationen Winnie Larsen-Jensen truer med at gå imod Kramer. Hun er vred over, at de tre ejere har besluttet sig, før offentliggørelsen af den endelige rapport. »Det støder mit demokratiske hjerte. Jeg forbeholder mig ret til at vente med at tage stilling, indtil jeg har læst rapporten«, siger Winnie Larsen-Jensen, medlem af kommunens bygge- og teknikudvalg. Politisk bølgegang vil vare ved Der skal et politisk mirakel til for at få indfriet det hede amagerkanske ønske om en nedsænket metro, men at dømme efter kritikkens volumenstyrke vil sagen få politiske følger i lang tid fremover. Folketingsmand Claus Larsen-Jensen (S), der er valgt på Amager, kalder det for en »fuldbyrdet politisk voldtægt«, at ejerkredsen bag metrobyggeriet skyder nedgravningen ned, før befolkningen har fået lejlighed til at debattere rapporten. Ingen politisk vilje »Det her understreger, at der ikke har været nogen som helst politisk vilje hos én eneste af de afgørende aktører. Undersøgelsen har været et rent blålys i forhold til befolkningen«, siger Claus Larsen-Jensen. Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus besluttede i begyndelsen af februar at få undersøgt protestbevægelsen Amager Metro Gruppens påstand om, at det vil være udgiftsneutralt at grave metrostrækningen ned. Konklusionen er, at en sænkning af metroen vil bevirke en merpris på godt 280 millioner kroner. Dertil kommer en ekstraudgift på en halv milliard for at standse det allerede planlagte projekt med byggestart 1. april. Borgergruppe: En skandale Det regnestykke betegner talsmand Martin Einfeldt fra Amager Metro Gruppen imidlertid som en skandale i fuld skala. Han fastholder, at metrobyggeriet kan afvikles inden for budgetrammen på 1,44 milliarder kroner. »Ørestadsselskabet har hævdet, at det koster mellem en halv eller trekvart milliard mere at grave metroen ned, end vi og rapporten beregner. Nu vil politikerne dække over fejltagelsen«, siger Martin Einfeldt. Flertal uden om overborgmester Sidste håb for tilhængerne af en nedgravet metro er nu et spinkelt flertal uden om overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og resten af Socialdemokratiet i Borgerrepræsentationen. Flertallet består af Venstre, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der principielt er enige om at grave metroen ned. Finansiering splitter Partierne arbejder dog fortsat på at skrue et konkret forslag sammen, hvor den store knast er finansieringen. De borgerlige går som udgangspunkt ind for at hente pengene fra salg af kommunens aktiver, mens venstrefløjen satser på en lånefinansiering. Partierne drøfter i disse dage seriøst et fælles forslag. Bl.a. holdt bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V) mandag møde om sagen med SF. »Det har hele tiden stået fast, at Kramer ikke ønsker en nedgravning, men det er der et flertal i Borgerrepræsentationen, der ønsker. Nu må vi se, om det kan manifestere sig. Jeg er ganske fortrøstningsfuld«, siger Søren Pind. I et internt notat gør Københavns Kommune opmærksom på, at kun »66 helårsboliger og 43 haveboliger« ville have fået glæde af en nedgravet metro, som foreslået af borgergruppen.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuMest læste
-
Han er en af valgets helt store historier, og sejren kan sige en del om demokraternes fremtid
-
Endelig afgørelse i sagen om Anne Linnets private have på havnefronten
-
Kl. 4 kalder CNN nattens hidtil største chok: Sådan gik valget time for time
-
Forklaringen er simpel, når man spørger til valgsejren: »Der er kun én farve i USA, og det er grøn«
-
Chef: »Der er altså mennesker, som ikke længere lærer at gøre det her. Det bliver et problem for samfundet snart«
-
Politiken mener: Lincolns ord vækker genklang efter nattens forløsende valgresultat
1
2
3
4
5
6
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.
It’s complicated
Få overblik over det amerikanske midtvejsvalg med Politiken og The New York Times
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.