Walter Stauffer lægger røret på og putter telekortet tilbage i tegnebogen. »Puh, det var godt nok dyrt«, sukker han. Han har lige ringet til en god ven fra en telefonboks i København. Walter Stauffer er nødt til at bruge telefonbokse, når han er i sin lejlighed i København, fordi han ikke har fastnettelefon. Det har han kun i sit sommerhus, hvor han opholder sig mest. Mobiltelefon har han heller ikke. »Jeg gider ikke det pjat med sms og den slags«, siger han. Men Walter Stauffer er ved at være en af de sidste, der bruger telefonbokse. Den tid, hvor boksen var et fast element i enhver lille flække, er ved at være slut. I dag giver 4.000 af landets 5.500 bokse underskud. Derfor lukker TDC nu 750 af de bokse, der bliver brugt for lidt. Og det er bare begyndelsen. »Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at tage fat længere oppe på skalaen - sikkert også allerede til næste år. Der sætter vi så grænsen op, for hvad indtjeningen i en boks skal være, så den begynder at nærme sig et punkt, hvor vi ikke har underskud«, siger underdirektør i TDC, Jesper Lemme. Hærværk hele tiden Selv om Walter Stauffer er meget afhængig af telefonbokse, har han stor forståelse for, at TDC nu vil nedlægge mange af dem. »Alle har jo en mobil, så hvad skal man bruge dem til. Der er jo også nonstop hærværk mod telefonbokse hver eneste dag. Så jeg forstår godt, at TDC ikke gider mere«, siger han. Og det er ikke mindst det omfattende hærværk mod telefonbokse, der koster dyrt. 739 telefonbokse bliver udsat for hærværk hvert eneste år. Næsten halvdelen af hærværket sker nytårsaften. Det koster TDC fem millioner kroner om året. Nedtur siden 1998 Men det er først og fremmest de mange mobiltelefoner, der overflødiggør telefonboksene. I dag findes der næsten 4,8 millioner mobilabonnementer i Danmark, oplyser IT og Telestyrelsen. »Nedturen begyndte i 1998 på det tidspunkt, da mobiltelefonen blev hver mands eje. Siden er det gået drastisk ned ad bakke med et fald i omsætningen på en tredjedel hver år«, fortæller Jesper Lemme. Med lukningen af de 750 bokse er antallet af telefonbokse næsten halveret siden 1998, da der var flest. Det er telefonbokse i yderkommuner og boligområder, der i første omgang vil blive lukket, oplyser Jesper Lemme. Boksene midt i de store byer og i turistområder tjener stadigvæk penge. »Men det er 20 procent af boksene, der genererer 80 procent af indtjeningen«, siger Jesper Lemme. En telefonboks koster TDC 13.000 kroner i driftsomkostninger om året. I første omgang vil de bokse, der tjener under 4.000 kroner om året, blive lukket. Det svarer til en indtjening på 11 kroner om dagen, og det er alt for lidt. TDC har tilbudt kommunerne, at de kan betale differencen mellem boksens omsætning og de 13.000 kroner, som det koster at have den stående. Men foreløbig har ingen kommuner vist interesse. Kun en enkelt af de 750 telefoner ser ud til at blive reddet. En havnefoged på Fyn har meddelt TDC, at han er villig til selv at betale for boksen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























