»Det er svært at forestille sig en verden uden cement«, skriver Danmarks eneste cementproducent, Alborg Portland, på sin hjemmeside. For mange vil det ikke være nemmere at forestille sig industrikoncernen FLS Industries uden sin tunge tvillingebror. I mere end hundrede år har de været en del af hinanden. Ikke desto mindre satte FLS torsdag Aalborg Portland til salg. Det skete samtidig med offentliggørelsen af et katastrofalt dårligt regnskab, hvor selskabet måtte indkassere et samlet underskud på driften på næsten tre milliarder. Dårligt resultat Et resultat, som var værre end forventet, og som koncernen selv kalder »klart utilfredsstillende«. »Vi har besluttet os for at bruge alle vore kræfter på at fokusere virksomheden på ingeniørforretningen - det at lave maskiner, udstyr og løsninger til cement- og mineralindustrien. Den logiske konsekvens er at sælge det, der ikke passer ind i det billede. Så får vi samtidig et godt fundament for at udvikle den anden forretning«, siger adm. direktør Jørgen Huno Rasmussen, som ikke vil oplyse prisen på Aalborg Portland, ej heller hvor salget forventes afsluttet. Salget af Aalborg Portland og Unicon, der producerer fabriksbeton, er det seneste frasalg og lukninger gennem flere år, hvor FLS Industries har forsøgt at komme massive driftsunderskud til livs. Planen om at sælge er ifølge Jørgen Huno Rasmussen fostret i hans hoved inden for den seneste måneds tid, og beslutningen blev truffet i går morges på et bestyrelsesmøde. Fra mose til cement Historien om Aalborg Portland begyndte, da Aalborg-købmanden Hans Holm i et brev i juni 1886 til sin barndomsven ingeniør Frederik Læssøe Smidth luftede idéen om, at mosejord også kunne bruges til cementproduktion. Ingeniøren, der få år forinden havde lagt byggestenene til det, der senere skulle blive en af Danmarks største industrikoncerner, var med på idéen, og pengene til fabrikken og aktieselskabet kom de to selv med, samt de to andre partnere i firmaet F.L. Smidth & Co. A/S: Poul Larsen og Alexander Foss. Medarbejderne er utrygge Og nyheden om, at Danmarks eneste tilbageblivende cementproducent nu skal sælges, blev modtaget med nogen forbehold fra medarbejderne, fortalte fællestillidsmand Harry Rasmussen. »Folk er generelt utrygge. Gutterne ved ikke, hvad det er for noget. Vil andre bare købe Portland for at lukke det? Vi er hårdt ramt her i Nordjylland, såeh ... Og så får det mig også til at tænke på, om det er sundt eller ikke sundt for FLS Industries. De har sagt, at det var deres guldæg, og så skifter de lige pludselig strategi og sælger det. Jeg ser helst, at det bliver på danske hænder«, siger han. Forventer europæisk køber Men det skal Harry Andersen og hans kolleger nok ikke regne med. Aktieanalytiker Henrik Breum fra Nordea Securities forventer en europæisk køber. »Der vil være åbenbare synergier mellem Aalborg Portland og en af Europas store koncerner; virksomheden kan give adgang til det danske og nordiske marked og opnå en interessant position for hvid cement på verdensplan. Så der vil uden tvivl være flere købere«, siger han. Henrik Breum betegner salgsønsket som »den eneste rigtige positive udmelding« i forbindelse med FLS Industries' regnskab. »Frasalget giver koncernledelsen mulighed for at fokusere dér, hvor FLS har haft en dominerende verdensposition. Den har i høj grad været nødt til at favne bredt«, siger han. Potagua vil sælge Den største aktionær i FLS Industries er det familieejede Potagua A/S, som tidligere har annonceret, at selskabet vil sælge sine aktier. På almindelig dansk betyder det, at familien bag FLS Industries vil løsne grebet om koncernen. Og strategien om, at Potagua gerne vil sælge sin aktiepost, holder stadig efter dagens salgsnyhed, oplyser bestyrelsesformand i Potagua Jens Münter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























