Fogh vil lokke kinesere til Danmark

Dansk eksport til Kina
Dansk eksport til Kina
Lyt til artiklen

Smilene var ualmindelig brede og jakkesættene godt fyldt ud, da en række af dansk erhvervslivs tunge drenge mandag samledes i Københavns Lufthavn med Shanghai som mål. Endelig var det lykkedes at arrangere en dansk charmeoffensiv i Kina anført af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). For er der ét sted, danske virksomheder bliver nødt til at satse i disse år, så er det Kina, hvor vækstraterne nu i 25 år har ligget i omegnen af 8-9 procent, og hvor der i dag anslås at være 100 millioner forbrugere med en købekraft som en gennemsnitlig vestlig forbruger. Umiddelbart har delegationens medlemmer, som blandt andre tæller direktører fra Danfoss, Danisco, Danish Crown og Velux, god grund til at smile. For Danmarks samhandel med Kina ligner unægtelig en gigantsucces. På 10 år er danske virksomheders eksport til det galoperende kinesiske marked firdoblet, og alene sidste år steg eksporten 17 procent. Problemet er dog, at vækstraterne i Kinas udenrigshandel er langt større. Sidste år steg landets import med 40 procent, hvilket betyder, at andre lande erobrer markedsandele fra Danmark på det kinesiske marked. En forbedring af den situation vil være et af de vigtige mål for statsminister Anders Fogh Rasmussens fem dages officielle besøg i Kina. På omgangshøjde Men måske endnu vigtigere er det at bringe Danmark på omgangshøjde i kampen om at lokke de kinesiske virksomheder til landet. For ét er det kinesiske vækstmarked, noget andet er, at de kinesiske virksomheder nu er ved at nå en størrelse og internationalisering, hvor de ikke kan nøjes med at sende billige varer direkte til Europa. De bliver også nødt til at etablere sig i de europæiske lande. »Med den spektakulære vækst i den kinesiske økonomi vil vi også se en ekspansion i de kinesiske investeringer i udlandet«, siger Anders Fogh Rasmussen. Skal Danmark undgå også at halte efter i den kamp, skal der sættes ind nu. Indtil videre er der kun skabt 110 nye arbejdspladser i Danmark via 11 kinesiske investeringer. Man skal blot til Hamburg for at finde tal, som overgår det. Problemet for Danmark er, at kinesiske investorer primært kigger efter markedernes størrelser og ikke nødvendigvis efter markedernes kvalitet. Selv om Danmark på en række punkter kan tilbyde bedre rammer for virksomhederne, er det ikke nok til at lokke de kinesiske investeringer til landet. Fokus på Danmark »Udfordringen på dette område er at skabe den fornødne opmærksomhed omkring Danmark, idet man her ofte konkurrerer mod det manglende kendskab til Europa og særlig Danmark«, som det hedder i det officielle program for statsministerens kinesiske charmeoffensiv. Derfor skal Anders Fogh Rasmussen blandt andet besøge Kinas største it-virksomhed, Legend, der har en omsætning på 15 milliarder kroner og allerede har kontorer i USA, Holland, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Spanien og Østrig - men ikke i Danmark. En trøst er dog ifølge det danske udenrigsministerium, at mange kinesiske virksomheder kan blive nødt til at placere en del af deres forskning og udvikling i vestlige lande, hvis de vil være konkurrencedygtige. Dansk it og biotek Derfor arbejder organisationen Invest in Denmark meget målrettet på at sælge de danske spidskompetencer inden for biotek- og it-området. Det sker blandt andet ved at markedsføre danske uddannelses- og forskningsinstitutioner, ligesom Danida finansierer kinesiske forskeres ophold i Danmark. Dem har der været 10-15 af de seneste år. Derudover skal Anders Fogh Rasmussen underskrive en aftale med den kinesiske ministerpræsident Wen Jiabao, der skal gøre det muligt for kinesere at tage på charterture til Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her