Amter skal være etiske

Sønderjyllands Amt fik penge af medicinalfirmaet Lundbeck i forbindelse med en sponsoraftale. - Foto: Thomas Borberg
Sønderjyllands Amt fik penge af medicinalfirmaet Lundbeck i forbindelse med en sponsoraftale. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Først kom lægerne. Men nu er også amterne på vej med et etisk kodeks for, hvordan samarbejdet med medicinalindustrien skal være. Efter en sag, hvor Sønderjyllands Amt modtog sponsorkroner til en kampagne mod depression fra Lundbeck og Pfizer, der begge producerer antidepressiv medicin, har amternes sundhedsudvalg besluttet at udarbejde retningslinjer. »Det er uholdbart for alle, at vi ikke har fælles retningslinjer. På næste møde vil vi lave et fælles regelsæt for vores samarbejde med medicinalindustrien. Vi har brug for at sende et entydigt signal til borgere og industrien, så der ikke er usikkerhed om, hvordan vi håndterer samarbejdet med medicinalindustrien«, siger formanden for amternes sundhedsudvalg, Bent Hansen (S). Amt bad medicinalfirma om penge Ifølge Bent Hansen er det endnu for tidligt at sige, hvad kodekset vil indeholde. »Men hvis det gælder om at profilere et bestemt produkt fra et medicinalfirma, tror jeg, alle er enige om, at det skal ikke finde sted«, siger han. For tre uger siden kom det frem, at en stort anlagt amtslig kampagne, der skal få flere borgere til at blive behandlet for depression, er sponsoreret af medicinalfirmaerne bag de to mest solgte lægemidler mod netop depression: Lundbeck og Pfizer. Nogle amter har selv sat penge af til indsatsen, men Sønderjyllands Amt valgte en anden strategi. Amtet bad Lundbeck om 402.000 kroner og lovede, at firmaet ville blive eneste sponsor. Det løfte fik Lundbeck dog for 52.000 kroner. Amtsborgmester afviser kritik Mens amtsborgmester Carl Holst (V) ikke kunne se et problem i samarbejdet, kaldte Bent Hansen det for dobbeltmoralsk, eftersom amterne beder lægerne om ikke at modtage økonomiske sponsorater. Psykiater og overlæge på Sct. Hans Hospital Karin Garde kaldte det meget betænkeligt, fordi det kunne så tvivl om, hvorvidt behandlerne så lagde mere vægt på medicinsk behandling end andre muligheder. Foruden depressionskampagnen har Sønderjyllands Amt fået sponsorpenge fra firmaet Novartis, der betalte nikotinforsker og læge Stig Jørgensen i forbindelse med et møde om rygestop. Novartis sælger blandt andet Nicotinell, rygeplastre og tyggegummi med nikotin. En aktindsigt, som Politiken har fået i andre amter, viser, at de færreste amter samarbejder med medicinalindustrien i samme omfang som Sønderjyllands Amt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her