Tyskere skal overbevises om bro

Øresundsbroen. - Foto: Thomas Borberg
Øresundsbroen. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Formanden for Folketingets Trafikudvalg, Kaj Ikast (K), skruer helt op for charmen det næste par dage. Udvalget får nemlig besøg af seks medlemmer af den tyske Forbundsdags trafikudvalg, og de skulle gerne vende hjem til Berlin som tilhængere af en fast forbindelse over Femer Bælt. »Det har taget et helt år at få besøget i stand«, siger Kaj Ikast. Til gengæld når de tyske trafikpolitikere både at besøge Storebæltsbroen, Øresundsbroen, Scandlines og Københavns Lufthavn. Lederen af den tyske delegation er den socialdemokratiske trafikordfører Reinhard Weiss, men hverken udvalgets formand eller næstformand er med. Lille interesse for projektet i Tyskland Projektet har ikke hidtil vakt den allerstørste interesse i Forbundsdagen, og den tyske trafikminister, Manfred Stolpe (SPD), har også udsat et planlagt besøg i Danmark fra december 2003 til foreløbig udgangen af marts. Danmark presser forsigtigt på for at få en principbeslutning, og Kaj Ikast er optimist: »EU har besluttet, at selve broanlægget kan få 20 procent i tilskud og landanlæggene 10 procent. Det forbedrer økonomien væsentligt. Jeg tror, en Femerbro bliver lettere at finansiere end de to andre broer«. En fast forbindelse over Femer Bælt vil koste omkring 25 mia. kr. Dertil kommer udgifter til landanlæg, der især i Tyskland er store. Bl.a. skal der bygges en ny bro mellem øen Femern og kontinentet. Tyskland har problemer Tyskland har også finanspolitiske problemer. Berlinregeringen har i disse år for store underskud på finansloven til at opfylde eurokriterierne. Forleden ændrede EU's statistiske kontor, Eurostat, dog principperne for opgørelse af statsgæld. En statsgaranti til et privat finansieret projekt skal ikke længere regnes med. Det letter situationen for den tyske finansminister, Hans Eichel, hvis ministerium hidtil har sagt nej til projektet af frygt for at øge underskuddet på statsfinanserne. Den tyske grundlov har dog en bestemmelse om statsgæld, der indtil videre bremser tyske deltagelse i den danske model med statsgaranti for et privat firma. »Naturligvis skal vi tale penge med dem«, siger Kaj Ikast. Han er overbevist om, at den danske model har så mange fordele, at ikke bare de seks gæster, men også resten af Forbundsdagen kan overbevises.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her