Lukkeloven består stadig om to år. Det fastslår økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), der har ansvaret for den omstridte lov. Men loven vil blive liberaliseret, så forbrugerne kan handle mere om søndagen. »Vinterferien har jo budt på en del meldinger fra regeringens familiepolitiske udvalg. Men lukkeloven bliver altså ikke afskaffet over hverken to eller tre år«, siger Bendt Bendtsen. Dermed går han i rette med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), som har krævet lukkeloven væk inden to år. Ifølge Politikens oplysninger er vicestatsministerens melding afstemt med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Forhandlinger i gang i løbet af foråret Til gengæld vil Bendt Bendtsen gå i gang med forhandlingerne om en revision af lukkeloven allerede i løbet af foråret og ikke som planlagt først til efteråret. »Vi er ved at lægge sidste hånd på de nødvendige analyser, og så går vi i gang«, siger Bendt Bendtsen. »Vi får en liberalisering. Men vi skal finde en balance mellem forbrugernes behov og så hensynet til de butiksansatte og de små butikker. Yderområderne er under pres, og jeg har ikke behov for flere butikker med brunt papir i vinduerne lige nu«, siger Bendt Bendtsen. Angreb fra Claus Hjort Claus Hjort Frederiksen gik til angreb på lukkeloven som formand for regeringens interne børnefamilieudvalg. Han vil gøre familiernes liv lettere med søndagsåbent. »Der er også børnefamilier, hvor forældrene står i forretning«, svarer Bendtsen, som mener, at en fuld liberalisering kan gøre det nødvendigt også at se på åbningstiderne i daginstitutionerne. Hvorfor det? I forvejen arbejder sygeplejersker, politiet og andre jo om søndagen? »Jeg har i mange år levet som politibetjent med to børn i daginstitution og en kone med weekendarbejde. Det var ikke nogen god oplevelse for familien. Hvis vi pludselig laver en fuld liberalisering, står vi med nogle familier med markante problemer. Det bliver vi nødt til også at se på«, siger den konservative formand. Lov bliver ikke afskaffet de næste par år På det konservative landsråd i efteråret vedtog partiet at gå ind for en gradvis liberalisering af lukkeloven. Bendt Bendtsen vil ikke give et bud på, hvor lang tid det skal vare, før lukkeloven er helt væk. »Det skal foregå i et tempo, hvor alle kan følge med. Og det betyder altså ingen afskaffelse af lukkeloven i løbet af de næste par år«, siger Bendtsen. Som muligt udgangspunkt peger han på det kompromisudspil, 31 butiksorganisationer og fagforeninger fremlagde for nylig. Udspillet lægger op til søndagsåbent en søndag hver måned plus søndag før juleaften. Det vil være fire søndage mere end i dag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























