På skærmen handler det om blodig kamp mellem riddere og orker. Uden for skærmen handler det om et marked i vækst og masser af penge at tjene. I Danmark køber vi computerspil og spil til spillekonsoller som Xbox og PlayStation 2 for omkring en milliard kroner om året. Et tal, der er i kraftigt vækst. Alene julehandlen sidste år var 25 procent større end året før. Snart støder to giganter sammen på det danske marked. Den ene siger, at den er verdens største kæde, den anden at den er Europas. Sidstnævnte er den engelske kæde Game, der åbner sin første butik i Danmark 27. februar i det nye shoppingcenter Field's i København. Butikken, der vil være over 150 kvadratmeter stor, bliver ikke den eneste. Århus får også en Gamebutik, og andre følger efter. »Vores mål er at blive landsdækkende. Vi vil være i alle de store byer i Danmark«, siger chefen for Game i Skandinavien, Richard Lindström. Game bliver en direkte udfordrer til den eksisterende kæde EB Games eller Electronics Boutique, som visse af den amerikanskejede kædes butikker også hedder. Det er dem, der praler af at være verdens største kæde. EB Games har 17 butikker i Danmark i dag, og de to kæders forretningsmodeller minder meget om hinanden. For hele familien De vil begge sælge spil til børnefamilierne og de afslappede computerspillere, mens de mere fanatiske computerspillere - eller gamere, som det hedder - nok vil fortrække til små specialbutikker. Derfor ligger EB Games' butikker også på hovedstrøg ved siden af populære forretninger som H&M. Det er også her, at Game vil åbne butikker. F.eks. skal butikken i Århus ligge i Bruun's Galleri, hvor der sjovt nok ligger en EB Games i forvejen. Ligesom den næste butik som EB Games åbner kommer i Field's shoppingcenter, hvor også Game åbner en butik. »Det er altid godt med lidt konkurrence. Det sætter spot på spilbranchen, og i Sverige, hvor EB Games og Game begge er på markedet, går det jo fint«, siger Ebbe Rebmann, distriktschef for EB Games i Danmark. Han tror på, at de to års forspring, som EB Games har, kommer dem til gode i den kommende konkurrence. Forskel på butikkerne »Der er altså også forskel på vores butikker. Game koncentrerer sig meget om nyheder, mens vi ud over nyheder også har et større udvalg med blandt andet ældre spil og brætspil«, siger Ebbe Rebmann. Hos Game er Richard Lindstrøm ikke meget for at sige, hvad det er, der skal få os til at vælge dem frem for EB Games. Han håber på, at god vejledning og service vil få os til at bruge vores hundredkronesedler hos dem. Blandt andet vil kæden lave en form for bonussystem, hvor man bliver belønnet, hvis man køber meget. Prisen falder ikke Der er dog ikke meget håb om, at forbrugerne bliver belønnet med en priskrig som følge af den øgede konkurrence. Priserne på spil er meget ens, uanset hvor man køber dem, og det har ingen af de to aktører tænkt sig at lave om på. »Det er så lidt, man tjener per solgt spil. Det er altså ikke den avance, man kender fra tøjbutikker, derfor er det begrænset, hvor meget man kan slå sig op på prisen«, siger Ebbe Rebmann. EB Games omsætning i Danmark er i kraftig vækst. I år 2002 omsatte de for 50 millioner kroner. Regnskabet for år 2003 er endnu ikke færdigt, men det peger på noget, der næsten ligner en fordobling. Kæden har over 1.400 butikker i Europa, USA og Australien og omsatte sidste år alene i USA for 72 milliarder kroner. Game omsatte i deres 507 butikker rundt omkring i Europa for omkring 6 milliarder kroner.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce