Der bliver oprustet kraftigt i sikkerhedsafdelingen i Københavns Lufthavn. I øjeblikket ansætter lufthavnen 150 nye sikkerhedsfolk, så antallet af sikkerhedsfolk i Danmarks største lufthavn når op på næsten 500 i løbet af 2004 mod de 330, som hidtil har taget sig af sikkerhedsarbejdet. Skærpede EU-regler Den øgede kontrol, der vil koste 95 millioner kroner i år, er et resultat af EU's skærpede regler for flysikkerhed. Lufthavnens sikkerhedschef Anders Maegaard stiller sig dog stærkt tvivlende over for, om pengene er givet godt ud. »Det virker for eksempel formålsløst at tjekke ankommende passagerer, som allerede har været gennem omfattende sikkerhedstjek i de lufthavne, som de rejste fra«, siger Anders Maegaard, der spydigt betegner de øgede sikkerhedstjek som et »godt beskæftigelsesprojekt«. En af de nye foranstaltninger er nemlig at tjekke passagerer med fly fra USA og Asien. De skal have deres håndbagage tjekket endnu en gang, når de lander, hvad enten de står af i København eller blot er i transit. Håndbagagen skal være tjekket op til EU-standard ifølge de nye regler. »Det er aldrig nogen sinde sket, at en transitpassager har kapret et fly. Det ville have været bedre, hvis de ansvarlige i EU havde brugt kræfterne på at godkende sikkerhedsforanstaltningerne i lufthavne i Asien og USA, som vi ved er sikre. Singapore er for eksempel en af verdens mest sikre lufthavne, men vi skal alligevel tjekke passagererne, når de lander i København«, siger Anders Maegaard. Lange ventetider Sikkerhedschefen mener, at de skærpede sikkerhedsregler burde have været mere fokuserede. »Vi ved udmærket, i hvilke lufthavne sikkerheden ikke er i orden. Der var mere idé i at koncentrere indsatsen om passagererne, der kommer fra de lufthavne«, siger Anders Maegaard, der ikke ønsker at sætte navn på de usikre lufthavne, men oplyser, at der ikke er mange af den type passagerer i København. Sikkerhedstjekkene af de oversøiske passagerer har medført lange ventetider med op til 1.000 passagerer, der ventede på at få deres håndbagage gentjekket. De 150 nye sikkerhedsfolk skal ikke mindst modvirke lange ventetider i lufthavnen. Ledelsen vil fastholde, at passagererne blot skal møde op en times tid inden afgang. I USA skal passagererne møde to en halv time før afgang på oversøiske afgange. »Vi er ikke glade for at genere vores kunder. Det er ikke godt nu, men bliver bedre«, siger administrerende direktør Niels Boserup, Københavns Lufthavne. De skærpede EU-regler for flysikkerhed blev vedtaget for et år siden og er ved at blive indført i de europæiske lufthavne. Københavns Lufthavne ønsker ikke at gå i detaljer med de nye regler, men de betyder blandt andet, at al bagage skal sikkerhedsscreenes, og medarbejderne skal kontrolleres, når de bevæger sig ind på særlige sikkerhedsfølsomme områder. Knivdrama i finger B De seneste dage har i øvrigt budt på et par dramatiske episoder. Det lykkedes tirsdag aften for fire pressefolk fra gratisavisen Urban at få en ni centimeter lang grillkniv med ud i finger B til et fly, der skulle flyve til Paris. Journalisterne var gået gennem sikkerhedskontrollen, men det lykkedes dem at få fat i grillkniven på restaurant Hereford, hvor de spiste middag. Restauranten i lufthavnens shoppingområde fik allerede sent tirsdag grillknivene fjernet. »Der er ikke længere mulighed for at få udleveret grillknive i restauranten. Vi har gennem to et halvt år haft en ordning, hvor spisestedet kunne udlevere grillknive til kunder og så samle dem ind igen, men den ordning er slut nu«, fortæller Anders Maegaard. »Det er umuligt at fjerne alle skarpe og spidse genstande fra lufthavnens område. Håndværkere skal for eksempel fortsat bruge værktøj«, tilføjer han. I går blev to filmhold fra københavnske tv-stationer bortvist fra lufthavnen, fordi de kom for tæt på sikkerhedsområderne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig
-
»Om vi var enige om at få seks børn? Nej, nej. De er alle sammen smuttere«
-
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
-
Rasende Trump vil intimidere Europa, men han har dårligere kort på hånden end tidligere
-
Hun bliver mødt af harsk kritik, når hun præsenterer sin lampe i udlandet: »Det er lidt vildt, at mange stejler så meget over det«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00




























