Billigere at flytte pensionen

Lyt til artiklen

Det politiske pres for at sikre pensionskundernes fri flytteret får nu AP Pension til at indføre et fast gebyr på 1.180 kroner, hvis en kunde vil skifte til et andet selskab. Før kostede det op til 2 procent af den samlede opsparing - samt gebyr. Dermed lægger AP Pension sig op ad PFA Pension, der før jul sænkede sit flyttegebyr til 1.200 kroner, og Skandia Pension, der opkræver 1.260 kroner. I andre selskaber beregnes gebyret stadig ud fra pensionens størrelse og varigheden af kundeforholdet - og lyder som regel på adskillige tusind kroner. Et spørgsmål om tid, før andre følger trop »Resten af branchen kommer også med lavere flyttegebyrer; det er kun et spørgsmål om tid«, siger Holger Dock, der er direktør i AP Pension og samtidig formand for brancheforeningen F&P. Han oplyser, at det tab af indtægt, som den lavere flytteomkostning fører med sig, bliver fordelt på de øvrige kunder i form af andre gebyrer. »Der er ikke andre til at betale, men der bliver ikke tale om urimelige beløb. Vi gør det, fordi der er et voldsomt politisk pres på os for at lette adgangen til at flytte«, siger Holger Dock. Kunder stavnsbindes til selskaber Presset er affødt af den såkaldte Bremerrapport fra sidste år, der blandt meget andet kritiserede, at kunderne på grund af de høje gebyrer stavnsbindes til selskaberne. Når kunderne i AP Pension ikke længere skal straffes så hårdt ved et skift, hænger det også sammen med, at udgiften til etablering af pensionsordningen nu skal afregnes direkte mellem kunde og forsikringsmægler. Før betalte pensionsselskabet mægleren, og derfor skulle denne omkostning hentes ind, hvis kunden forlod selskabet i utide. »Det er en klar forbedring, at vi ikke længere er mellemmænd«, påpeger Holger Dock. I Danica, Danmarks største pensionsselskab, er direktør Henrik Ramlau-Hansen klar med et udspil om flyttegebyrets størrelse i løbet af foråret. »Det bliver konkurrencedygtige vilkår«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her