»Så er det slut«, lød den lettede kommentar til økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), da han fredag kom ud til sine embedsmænd efter en fire timer lang debat om regeringens olieaftale med A.P. Møller - Mærsk. Med 64 stemmer mod 43 havde et flertal, bestående af regeringspartierne, Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og Det Radikale Venstre vedtaget aftalen, som ifølge ministeriet giver en merindtægt på 20 milliarder kroner de næste otte år. S og R vil skærpe skatterne Men set fra A.P Møller - Mærsks kontor på Esplanaden er det langtfra slut. For selv om selskabet og dets to partnere i Nordsøen, Shell og Chevron-Texaco, får beskyttelse mod stigninger i olieskatten de næste 39 år på grund af aftalens kompensationsklausul, signalerede Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, at de to partier vil være klar til at skærpe de skatter, som ikke udløser kompensation. »Vi er meget opmærksomme på, at man kan gennemføre skattelovgivning, som rammer A.P. Møller - Mærsk forholdsvis hårdere end andre selskaber. Det er klart, at vi er villige til at benytte dette håndtag, hvis forudsætningerne bag den nuværende aftale ændrer sig drastisk. Det hersker der ingen tvivl om«, sagde den radikale energiordfører, Martin Lidegaard. Ok til afgift Det Radikale Venstre er positive over for Socialdemokraternes forslag om at indføre en afgift på virksomhedernes kapitalafkast, hvis eksempelvis selskabsskatten nedsættes på grund af internationalt pres, eller hvis statens andel af overskuddet på Nordsøolien bliver mindre end de 57 procent, der forventes frem til 2012. En afgift på kapitalafkast vil især ramme olieselskaberne i Nordsøen. Alligevel udløser den ikke kompensation, fastslår Økonomi- og Erhvervsministeriet i et nyt notat. En konstatering, som den tidligere socialdemokratiske skatteminister Ole Stavad glædede sig over. »Det er en mulighed, som meget hurtigt kan blive aktuel efter et valg«, konstaterede Ole Stavad. Aftale fredet Til gengæld vil partiet ikke forsøge at pille ved den aftale, de stemte nej til fredag, fastslog partiets energiordfører, Svend Auken. I hvert fald ikke foreløbig. »Vi vil selvfølgelig ikke, som der har været leget med i offentligheden, spekulere i, om vi kan fifle med ordningen i 2005 og 2006 og 2007. Vi vil føle os forpligtet af den aftale. Selvfølgelig vil vi det. Det er netop derfor vi er dybt skeptiske over for at indgå aftaler, vi ikke kan overskue virkningerne af«, sagde Svend Auken med en henvisning til, at flertallet bag aftalen har afvist at få undersøgt aftalens økonomiske konsekvenser. Aftalen blev stemt igennem, selv om erhvervsministeriet ikke er færdig med svare på spørgsmål fra Folketingets partier. »De ville jo ikke slås« Flertallet for aftalen var dog ikke til at rokke, og i det hele taget var debatten præget af, at resultatet var givet på forhånd. »De ville jo ikke slås«, som Bendt Bendtsens tilfreds konstaterede over for sine embedsmænd efter vedtagelsen af aftalen. Debatten drejede sig især om kompensationsklausulen og spørgsmålet om, hvorvidt man behøvede en aftale med A.P. Møller - Mærsk for at øge skatten. »Det er en af de største myter, at man ikke kan øge beskatningen uden selskabets accept. Og måske den dyreste«, sagde SF's energiordfører Anne Grete Holmsgaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























