To ud af de tre biler, som Politiken lejede hos discountbaserede biludlejningsfirmaer, ville få et kørselsforbud hos Statens Bilinspektion, vurderer FDM. Det blev resultatet, da Politiken anonymt henvendte sig til de tre discountbaserede biludlejningsfirmaer Biludlejning Discount, Rent-A-Wreck og Lej et Lig for at leje, prøvekøre og sende en personbil fra hvert discountfirma til FDM-testcentret i Roskilde. To ud af tre biler ville få kørselsforbud Her lød dommen, at to af de tre biler var så farlige at køre i, at de ville få et kørselsforbud ved et syn hos Statens Bilinspektion. Kun bilen fra Biludlejning Discount, en Toyota Corolla fra 1984, blev trods omfattende rustskader godkendt som forsvarlig at køre i. De to øvrige biler levede op til de firmanavne, som de repræsenterer. En Ford Escort fra Lej et Lig havde blandt mange fejl et utæt bremserør, mens en Mazda 323 fra 1988 fra Rent-A-Wreck fik en hel inspektionshal af FDM-assistenter til at rynke på næsen af misbilligelse. Benzin dryppede fra tæret tank Mazdaens tank var nemlig så tæret af rust, at benzinen dryppede som vand fra en istap på en tøvejrsdag. Og bilen havde flere andre alvorlige fejl: stærkt svækkede bremser, et forlys, der kun lyste fire meter, og en knækket fjeder i den bærende konstruktion. »Det var ganske enkelt en uforsvarlig møgbil. Der er risiko ved at køre i den, og jeg er slet ikke i tvivl om, at bilen ville få klippet nummerpladerne, hvis den blev stoppet af politiet«, siger testassistent ved FDM, Kaj Nielsen, der stod midt i benzinpølen og undersøgte den lækkende Mazda. Hos Statens Bilinspektion bekræfter fagchef O.V. Jørgensen, at fejl i den kaliber, som FDM konstaterede på udlejningsbilerne, ville medføre et kørselsforbud. Indehaveren af Rent-A-Wreck i København, Henrik Støvring, er forundret, for bilen blev synet, en uge før Politiken kørte i den, hvilket et tjek hos Statens Bilinspektion bekræfter. Kørselsforbud efter problem med lys Efter synet fik bilens ejere lov til at køre til nærmeste værksted, og der blev i rapporten fra bilinspektionen understreget, at »køretøjet ikke er lovligt, før det er repareret«. Det var problemet med nærlyset, som bilinspektøren forlangte løst, før bilen måtte køre igen. Den utætte benzintank blev ikke opdaget ved synet. Hvordan forklarer du, at Mazdaen hos FDM's testcenter fortsat har fejljusteret nærlys, selv om Statens Bilinspektion en uge inden forlangte, at nærlyset skulle bringes i orden, før bilen var lovlig?»Rettede fejlen med det samme« »Min mekaniker rettede med det samme fejlen, da bilen kom hjem fra syn. Og så er bilen lovlig, for Statens Bilinspektion skal ikke efterfølgende godkende, at fejlen er blevet udbedret«. Men lyset var jo ikke i orden en uge senere hos FDM? »Det eneste forklaring, jeg kan give, er, at FDM må have en anden tolerancetærskel, hvad lys angår, end Statens Bilinspektion«, siger Henrik Støvring. Den gamle Mazda har fået skiftet sin gamle rustne tank, og i onsdags blev den igen kørt til syn på Statens Bilinspektion, hvor den blev godkendt. Gamle udlejningsbiler bør synes oftere Synsleder hos bilinspektionen i Avedøre, Bent Islin, mener, at det ville være »fornuftigt«, hvis man krævede, at gamle udlejningsbiler stillede til syn langt hyppigere. Bilerne hos discountudlejerne kan fås fra 250 kroner per dag inklusive ansvarsforsikring. Nye udlejningsbiler kan koste det tredobbelte.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























