Julehandel på nettet eksploderer

Handel over internettet udgør dog stadig en beskeden del af den samlede mængde transaktioner med dankort og kreditkort. - Foto: Kåre Viemose
Handel over internettet udgør dog stadig en beskeden del af den samlede mængde transaktioner med dankort og kreditkort. - Foto: Kåre Viemose
Lyt til artiklen

I november begynder det helt store indkøb af julegaver. I hvert fald for de stadig flere danskere, der køber julegaverne over internettet. Man skulle helst være sikker på, at gaverne ligger under grantræet 24. december. I sidste måned brugte danskerne dankort eller kreditkort 830.708 gange, når de købte ind over internettet. Og det er mere end dobbelt så mange gange som i samme måned sidste år, viser nye tal fra PBS. PBS har endnu ikke tal for, hvor mange gange kortene er brugt på nethandel i december, men sidste år lå decembertallene en smule over niveauet i november, og PBS mener, at dette mønster vil gentage sig i år. Forbrugerrådet: Positiv udvikling Sonny Kristoffersen, jurist i Forbrugerrådet, finder, at det er en positiv udvikling, der gerne skulle gøre det muligt for forbrugerne at få varerne billigere end ude i den fysiske verden. »Selv om forbrugerne stadig skal se sig for, når de handler over nettet, så har en række tiltag gjort, at forbrugerne nu generelt kan være mere trygge ved at bruge deres dankort på nettet«, siger Sonny Kristoffersen. Han peger på, at Forbrugerombudsmanden har haft særlig fokus på, om forbrugerne bliver behandlet ordentligt over nettet. Net-butikker er blevet bedre Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) mener, at butikkerne er blevet bedre til at tilbyde varer over internettet. »Hjemmesiderne er simpelthen blevet mere brugervenlige og har et større udbud af produkter til fornuftige priser«, siger Morten Kamper, direktør for FDIH. Han peger på, at man skal se novembers stigning i nethandel i sammenhæng med, at forbruget generelt ser ud til at stige. 447 millioner dankortbetalinger En anden af branchens talerør, It-brancheforeningen, mener, at tallene fra PBS dækker over en langt mere udbredt brug af nettet blandt forbrugerne. »Internettets styrke har altid været, at forbrugerne kunne se sig for, inden de gik ud og købte en vare. Nu udløser det flere egentlige køb over internettet«, siger Henrik Egede, kommunikationschef i It-brancheforeningen. Handel over internettet udgør dog stadig en beskeden del af den samlede mængde transaktioner med dankort og kreditkort. Sidste år foretog danskerne cirka 447 millioner dankortbetalinger via PBS, heraf foregik knap 3,7 millioner transaktioner ved handel over nettet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her