Fortsat fejde i FLS

Familierne bag FLS Industries slås stadig. Advokat Christian Kjær afviser, at han kender til aftale om millionhonorar til FLS bestyrelsesformand.   Foto: Jan Grarup
Familierne bag FLS Industries slås stadig. Advokat Christian Kjær afviser, at han kender til aftale om millionhonorar til FLS bestyrelsesformand. Foto: Jan Grarup
Lyt til artiklen

Har den samlede bestyrelse i det familieejede Potagua A/S - største aktionær i FLS Industries - godkendt, at FLS formand Jørgen Worning hvert år frem til 2007 er garanteret over to millioner kroner årligt i honorar? Eller har de ikke? Tilsyneladende et simpelt spørgsmål. Alligevel strides ejerfamilierne fortsat om, hvem der har ret. Medlem af Potaguas bestyrelse, advokat Christian Kjær afviser blankt, at han har godkendt honoraret og løbetiden, selv om topfolk fra både FLS og Potagua offentligt siger det modsatte. Angriber troværdigheden hos ejere I en tre sider lang pressemeddelelse langer storaktionæren med 27 procent af stemmerne i FLS ud efter de øvrige ejeres troværdighed. »Jeg, Christian Kjær, har således i 2002 taget til efterretning et årligt bestyrelsesformandshonorar på 2 mio. kroner til Jørgen Worning - og jeg har været med til at afgive et velvillighedstilsagn om en bonus efter Potaguabestyrelsens skøn, hvis selskaberne måtte blive solgt fornuftigt«, skriver han i sin pressemeddelelse. Christian Kjær medgiver, at aftalen løber i tre år, frem til 2005 - forudsat Jørgen Worning genvælges på FLS generalforsamling, hvor Potagua har bestemmende indflydelse. Længere nede skriver han. »Jeg har meget bestemt - i august 2003 - modsat mig en udvidet tillægsaftale, hvorefter direktør Jørgen Worning skulle garanteres et årligt vederlag på 2,6 mio. kroner i yderligere 2-3 år, uanset om han måtte blive genvalgt, og uanset om hans bestræbelser for salg af FLS koncernen måtte forløbe tilfredsstillende eller ej«. Kjær blåstemplede honorar Omvendt har både sagens hovedperson FLS-formand Jørgen Worning, og næstformand i FLS og bestyrelsesmedlem i Potagua Jens Stephensen offentligt sagt, at Christian Kjær var med til at blåstemple honoraret. »Jeg kan kun sige, at på det tidspunkt jeg blev ansat, var man i hvert fald enige i familien. Hvad angår det senere forløb, så må familien svare på det«, sagde Jørgen Worning til Politiken 7. december. Hverken han eller Jens Stephensen, der har udformet aftalen, ønsker at kommentere forløbet yderligere. »Jeg vil ikke bære mere ved til det bål«, siger han - med henvisning til det offentlige slagsmål, der har været siden september 2003 hvor Christian Kjær gik af som formand for Potagua på grund af striden. Sandheden ligger tilsyneladende et sted midt i. Storaktionærer er splittede Aftalen fra 2002 - som Christian Kjær vedkender sig - løber til 2005. Og på et bestyrelsesmøde 4. september 2003 diskuterer Potagua et forslag fra FLS om at forlænge honorar og støtte i form af stemmer til Jørgen Worning frem til 2007. På mødet opstår der uenighed, Christian Kjær går som formand, og den nye formand, Jens Münter, skriver under på en fondsbørsmeddelelse om den forlængede aftale. Heller ikke Jens Münter ønsker at kommentere udfaldet fra Christian Kjær. Tilbage står, at enigheden blandt storaktionærerne bag FLS Industries kan ligge på et meget lille sted. Og at hovedaktionæren Christian Kjær ikke føler sig bundet af aftalen om Jørgen Wornings honorar og formandskandidatur.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her