Københavnerne fik gratis fisk onsdag. Seks et halvt ton frisk fisk blev langet over rælingerne fra de mere end 100 fiskekuttere, der var ankommet i samlet flok fra landets fiskerihavne. Gaverne til københavnerne skyldes imidlertid ikke julehumør hos fiskerne, der var kommet til hovedstaden for at demonstrere forud for forhandlingerne i Bruxelles om næste års fiskekvoter. Kvoterne medvirker nemlig til, at fiskerne alt for ofte må smide døde fisk tilbage i havet, hvor de ender som livløs føde for havfuglene. Og »så er det bedre, at københavnerne får fisken«, som fiskeskipper Jens Søndergaard fra Lemvig udtrykte det. Mange døde fisk smides i havet Hos Danmarks Fiskeriundersøgelser har man undersøgt det såkaldte udsmid gennem hele 2002 - og konklusionen er alarmerende: »Det har vist sig, at over 30 procent af fiskernes totale fangst smides over bord. Og langt de fleste fisk er døde, når de ender i havet igen«, siger fiskerikonsulent Jørgen Dalskov fra Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU). Han ser flere årsager til, at fiskerne ser sig nødsaget til at smide friske fisk ud igen. »Kvotesystemet betyder, at fiskere, der ved en fejl kommer til at fange eksempelvi torsk, men har opbrugt deres torskekvote, er tvunget til at smide de døde torsk over bord. Derudover fristes fiskerne ofte til at smide mindre fisk ud og i stedet udfylde deres kvote med større og mere værdifulde fisk. En anden grund er, at mange af fiskene er for små ifølge EU's mindstekrav, og så må fiskerne slet ikke bringe dem i land«, siger Jørgen Dalskov. 36.000 ton fisk over bord I 2002 fangede danske fiskere knap 120.000 ton fisk i Nordsøen, Østersøen, Kattegat og Skagerrak. Men mere end 36.000 ton frisk fisk røg over bord igen. En stor del af disse fisk er enten torsk eller rødspætter - arter, der ifølge eksperter i forvejen er kraftigt truet af udryddelse i Nordsøen. »Udsmid er en af de allerstørste trusler mod planerne om genopretning af torskebestanden. Og problemet er svært at løse, for man kan jo ikke forbyde fiskerne at fiske. De er jo også frustrerede over, at de skal smide gode fisk ud«, siger Espen Nordberg fra Verdensnaturfonden. Udsmidet for stort I Danmarks Fiskeriforening erkender man problemet: »Udsmidet er for stort og skal reduceres. Der er selvfølgelig ingen fisker, som kan lide at smide brugbare fisk over bord. Og vi arbejder på at udvikle mere skånsomme fangstmetoder, så vi undgår at fange så store mængder af de fisk, som vi ikke må tage med i land«, siger biolog Karsten Krogh i Danmarks Fiskeriforening. Hos industrien i Dansk Fisk mærker man det store udsmid i form af mindre udbud af råvarer og efterfølgende prisstigninger: »Der er brug for mere præcist og målrettet fiskeri. Det er ubegribeligt, at man i stedet for at snakke kvoter og overfiskeri ikke fokuserer mere på udsmidet og forsøger at begrænse det via tekniske løsninger så som bedre redskaber«, siger chefkonsulent Jens Henrik Møller fra Dansk Fisk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Fostre får lov at gå til, selv om de godt kunne reddes
-
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
-
Hallo DR, hvad er det for en historie, I vil fortælle?
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
KOMMENTAR
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
SUPERLIGAEN
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























