Jelved vil afskaffe oliefradrag

Foto: Kåre Viemose
Foto: Kåre Viemose
Lyt til artiklen

Et skattefradrag på 250 kroner, hver gang man bruger 100 kroner, lyder som en julegave før tid. Ikke desto mindre er det, hvad en række internationale olieselskaber i årevis har haft adgang til i den danske del af Nordsøen. Men nu skal det være slut, lyder det fra Det Radikale Venstre. Partiet vil have fjernet det gigantiske fradrag, som olieselskaberne har brugt til at undgå den såkaldte kulbrinteskat, der skulle sikre statskassen en rimelig andel af overskuddet fra Nordsøolien. »Kan ikke forsvares« »Det er en begunstigelse af en karakter og størrelse, som ikke fortsat kan forsvares. Vi ønsker at ændre beregningen af kulbrintebeskatning for nye koncessioner og om muligt for gældende koncessioner«, siger den radikale leder, Marianne Jelved. Hun lægger sig dermed i forlængelse af Socialdemokraterne, som i går forsikrede, at partiet ville fjerne fradraget, hvis det kom til regeringsmagten igen. Fradrag er allerede reduceret Fradraget er allerede blevet reduceret til 30 procent i den aftale, regeringen har lavet med A.P. Møller - Mærsk og selskabets to partnere, Shell og Chevron-Texaco. Men det gælder stadig for de seks øvrige olieselskaber i Nordsøen, som står for knap 20 procent af olieproduktionen. Det er blandt andet det amerikanske selskab Amarada Hess, danske DONG og norske Statoil. Minister afviser at gribe ind Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) afviser et indgreb, selv om han har betegnet fradraget som et lokkemiddel for skattetænkning. Han betragter selskabernes licensaftaler som bindende - også når det gælder skatten. Uagtet at aftalerne faktisk ikke forhindrer skatteforhøjelser. Mens de radikale er på konfrontationskurs med regeringen, når det gælder skattefradraget, er Marianne Jelved urokkelig i sin støtte til aftalen med A.P. Møller - Mærsk; også den såkaldte kompensationsklausul, som reelt sikrer selskabet et olieskattestop frem til 2042, støtter hun. På trods af opbakningen til aftalen forbeholder den radikale leder sig dog muligheden for at kræve en genforhandling, hvis forudsætningerne forandrer sig dramatisk. »Ifølge aftalen er der et loft for kompensationen på 40 milliarder kroner. Derfor kan man true dem (A.P. Møller - Mærsk, red.) tilbage til forhandlingsbordet«, siger Marianne Jelved. Ingen kommentarer fra rederier Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, som støtter aftalen med A.P. Møller - Mærsk, har endnu ikke taget stilling til skattefradraget på 250 procent. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra olieselskaberne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her