Økonomien i Ørestadsselskabet, der står bag den københavnske metro, er dårligere end nogensinde. Ifølge Berlingske Tidende vil selskabet om kort tid meddele, at de økonomiske forudsigelser ikke holder igen i år. Derfor vil metrogælden på de 13,3 milliarder først være tilbagebetalt om 40 år ifølge Berlingske Tidendes tal. Det er dobbelt så lang tid som metroens administrerende direktør Anne Grethe Foss tilbage i 1999 sagde, at det ville tage. Ørestadsselskabet har heller ikke budgetteret med udgifter til nye tog, skinner eller signaler de næste mange år. Det fremgår af et svar til Folketinget fra trafikminister Flemming Hansen (K). »Re- og nyinvesteringer indgår ikke i lovgrundlaget for Ørestad og Metro eller i aktstykker. Derfor indgår disse ikke i Ørestadsselskabets langtidsbudget«, skriver trafikministeren til Folketinget. Ørestadsselskabets administrerende direktør Anne Grethe Foss bekræfter, at der ikke er budgetteret med hverken nye tog, skinner eller signaler, men hun mener ikke, at det vil få den store betydning for selskabets økonomi. »Vi har prøvet at se, hvad det vil betyde, og det kan nemt holdes inden for lånerammen. Det giver nok et par års længere tilbagebetalingstid, men det er ikke noget der vælter budgettet«, siger Anne Grethe Foss til Ritzau. Skandaløs budgetlægning SF's trafikordfører, Margrete Auken, er dog ikke tilfreds med trafikministerens svar. Ifølge hende er Ørestadsselskabets budgetlægning "skandaløs". »Hvad er det for noget med at de siger, at det ikke står i loven. Der står heller ikke, at man ikke skal betale lønninger og skat. Selvfølgelig skal de sætte penge af til nye tog, skinner og elektronik«, siger Margrethe Auken. Margrethe Auken vil kræve svar på, hvorfor der ikke er budgetteret med nye investeringer i den københavnske metro. Passagerer svigter De økonomiske problemer i forbindelse med metroen skyldes ikke kun, at metroen er blevet dobbelt så dyr siden den første budgetlægning. Ørestadsselskabet har også været nødsaget til at nedjustere passagerantallet med 15 procent. Således er tallet nedskrevet fra 3 millioner til 2,55 millioner passagerer om måneden. Økonomien er fornuftig Metroens administrerende direktør mener dog ikke, at der er grund til bekymring. Ifølge Anne Grethe Foss ser økonomien bag metroen "fornuftig" ud. Hun mener, at det vil tage omkring 30 år at tilbagebetale gælden. »Vi har for en måned siden bebudet, at vi nedjusterer passagerprognoserne, men det vil kun betyde, at tilbagebetalingstiden forlænges med 1-2 år mere«, siger Anne Grethe Foss.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























