Skjult reklame i Jyllands-Posten

Lyt til artiklen

Den fik ikke for lidt, da Jyllands-Posten i et annoncetillæg i lørdags rosende beskrev et nyt københavnsk motionscenter, Equinox. Men firmaet bag centret, Equinox, havde også betalt for artiklen. Og dermed har Jyllands-Posten sat sin troværdighed på spil, mener forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen. »Der er tale om skjult reklame. Det særlige ved denne sag er, at vi har dokumentation for, at der eksisterer en aftale mellem avisens salg af annoncer og placering af artikler«, siger Forbrugerombudsmanden, der tirsdag sendte et skarpt brev til Jyllands-Postens ledelse. Chefredaktør er rystet Det er Dagbladet Børsen der er kommet i besiddelse af ordrebekræftelsen mellem Jyllands-Posten og motionscentret. Heri står der: »Det er aftalt, at der yderligere laves en kvartsides redaktionel omtale omkring Equinox. I vil blive kontaktet af vores journalist xx«, står der blandt andet. Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste uddelte »massive skideballer« tirsdag. Han betegner forløbet som uantageligt, og afbrød samarbejdet med Ejendomsselskabet, der har lavet annoncetillægget for Jyllands-Posten. Det ejendommelige ved fyringen er, at Ejendomsselskabet er et selvstændigt selskab i koncernen JP/Politiken. Oprindelig er selskabet oprettet af Jyllands-Posten, men ved fusionen med Politikens Hus blev selskabet selvstændigt. »Vi har et forretningsforhold til selskabet om at levere annoncetillæg til Jyllands-Postens læsere på Sjælland og sælge annoncer til JP-København. Men det samarbejde er nu afbrudt. Vores position bygger på uafhængighed og troværdig journalistik, og vi kan ikke leve med, at der bliver sat spørgsmålstegn ved det«, siger Carsten Juste. Kreativ B.T. Jyllands-Posten opretholder, ligesom Politiken, et samarbejde med Ejendomsselskabet omkring boligannoncer. Men sagen stopper ikke her. For Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen er træt af »dagbladenes gentagne sammenblanding af annoncer og redaktionelt stof«. I maj var det B.T. der var for kreative, da de markerede premieren på 'Matrix Reloaded' ved at plastre avisen til med filmlogoer samtidig med, at avisen havde 16 annoncer for filmen og 15 artikler om matrixheltene. »Nu skal der hankes op. Jeg har længe været ked af, at der er en bestemmelse i loven, der direkte tager stilling til skjult reklame. Det er ulovligt i dag, men vi skal have en utvetydig regel«. Der er nedsat et markedsføringsudvalg under Økonomi- og Erhvervsministeriet, der inden maj skal komme med et udspil til en ny markedsføringslov.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her