EU vil stoppe olietanker

Lyt til artiklen

Flere EU-lande frygter en ny oliekatastrofe af samme kaliber, som den der ramte den spanske kyst i november sidste år. Derfor forsøger EU-kommissionen i disse dage at få stoppet søsterskibet til den forliste olietanker 'Prestige' fra at sejle en fuld last tung olie gennem blandt andet de danske farvande. Enkeltskroget Det 24 år gamle enkeltskrogede tankskib 'Geroi Sevastopolya' tilbageholdes i Ventspils i Letland, hvor det efter planen skulle have lastet 55.000 ton tung olie af samme type som den, 'Prestige' havde i lasten. Ligesom det var tilfældet med 'Prestige', er det meningen, at 'Geroi Sevastopolya' skal sejle sin last til Singapore. Den spanske regering har lagt hårdt pres på EU for at få stoppet skibet. EU's transportkommissær, Loyola de Palacio, som selv er spanier, har svaret ved at sende en skarp trussel til de lettiske myndigheder. På vej ind i EU »Letland står til at blive medlem af EU næste år og har en moralsk og politisk pligt til at følge EU-reglerne, også selv om landet endnu ikke er blevet medlem«, siger hun. EU-kommissionen har derudover sendt et hold skibseksperter til Ventspils, hvor de med den danske skibsinspektør Ib Mathiesen i spidsen gennemgår skibet for fejl. Foreløbig er det usikkert, om 'Geroi Sevastopolya' får lov til at forlade Ventspils med last om bord. Søværnet alarmeret Det omstridte skib vil blive mødt af en regulær dansk modtagelseskomité, hvis skibet når de danske farvande. »EU har via den danske søfartsstyrelse anmodet søværnet om at følge skibet, når det sejler gennem de danske farvande. Vi vil slutte os til skibet omkring Bornholm og så følge det op gennem Storebælt og Kattegat med et eller flere skibe«, oplyser vagthavende Peter Poulsen fra Søværnets Operative Kommando. Ud over at lægge et voldsomt pres på EU for helt at få stoppet det gamle enkeltskrogede tankskib, har Spanien meddelt, at 'Geroi Sevastopolya' under ingen omstændigheder får lov til at komme nærmere end 200 sømil til den spanske kyst. Søværnet er allerede alarmeret og parat til at tage imod tankeren. Torsdag sendte spanierne en telefax til Den Danske Søfartsstyrelse, hvori det kræves, at de danske myndigheder sender en lods om bord på skibet. Lodsen skal sikre, at skibet er sikkerhedsmæssigt i orden. Søfartsstyrelsen tager det roligt Søfartsstyrelsen tog dog kravet med ro og anbefalede i stedet, at man undersøgte skibet ved en almindelig havnekontrol i Ventspils. »Ud fra de oplysninger vi har, og de undersøgelser, som de lokale havnemyndigheder allerede har foretaget, tyder alt på, at det er et udmærket skib«, konstaterer vicedirektør Christian Breinholt fra Søfartsstyrelsen. Meldingen om det enkeltskrogede tankskib overrasker formanden for de danske lodser, Mogens Von Jessen. »Det er vores oplevelse, at standarden af de olietankskibe, der sejler igennem blandt andet Storebælt er blevet væsentligt forbedret, siden 'Prestige' forliste sidste år. Omvendt så forstår jeg godt, at Spanien frygter en katastrofe, som den de oplevede efter 'Prestige-forliset'«, siger Mogens Von Jessen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her