Frygtet olietanker har forladt Letland

Lyt til artiklen

Den 24 år gamle olietanker 'Geroi Sevastopolya' forlod i morges den lettiske havn Ventspils med kurs mod dansk farvand. Søværnets operative kommando forventer, at skibet er i dansk farvand søndag ved middagstid. Flere EU-lande frygter en ny oliekatastrofe af samme kaliber, som den der ramte den spanske kyst i november sidste år. Det er ikke lykkedes EU-Kommissionen at få stoppet søsterskibet til den forliste olietanker 'Prestige' fra at sejle en fuld last tung olie gennem blandt andet de danske farvande. Enkeltskroget Det 24 år gamle enkeltskrogede tankskib 'Geroi Sevastopolya' har været tilbageholdt i Ventspils i Letland. Fire skibsinspektører fra EU-landene Spanien, Danmark, Storbritannien og Frankrig har godkendt den enkeltskrogede olietankers sejlads gennem Østersøen til Singapore. »Man har ikke fundet fejl, der var så alvorlige, så skibet skulle tilbageholdes«, siger direktør for Søfartsstyrelsen Jørgen Hammer Hansen til Ritzau. Han betegner de fire skibsinspektørers gennemgang som "grundig", ligesom han påpeger, at skibet har gennemført "forskellige havnekontroller for nylig". Ifølge den lettiske Søfarts-sikkerhedsekspert Gunar Steinert var skibet "Noget rustent, men ellers var det ikke kritisk, og jeg mener, at den gik gennem inspektionen«, siger han ifølge Reuters. Det er meningen, at 'Geroi Sevastopolya' skal sejle sin last af olie til Singapore. Lods ombord gennem dansk farvand Ifølge Søfartsstyrelsens oplysninger har Geroi Sevastopolya tænkt sig at tage en lods om bord i dansk farvand, ligesom skibet vil blive mødt af en regulær dansk modtagelseskomité. EU har via den danske Søfartsstyrelse anmodet søværnet om at følge skibet, så det bliver fulgt fra Bornholm og op gennem Storebælt og Kattegat. Den spanske regering har på forhånd sagt, at hvis skibet sejler inden for den den spanske 200 sømilsgrænse, så vil landet sætte flåden ind for at stoppe det. Gunar Steinert siger, at planen er at holde sig uden for spansk farvand. IMO har samme regler som EU IMO, den internationale maritime organisation, har netop vedtaget et forbud fra 2005 mod, at enkeltskrogede tankskibe anløber havne i IMO-lande med tung fuelolie i lasten - svarende til de regler, som EU allerede har indført. Letland er ikke underlagt EU-reglerne, før landet bliver medlem fra næste år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her