Lego fyrer 257 medarbejdere

Lyt til artiklen

Lego har de seneste dage afskediget 257 medarbejdere i forskellige områder af koncernen i forbindelse med et skuffende salg og en generel tilpasning af produktionen til det forventede behov det kommende år. Det er Legos anden fyringsrunde i år, efter at 204 medarbejdere i starten af året blev fyret, mens 11 fratrådte ved naturlig afgang. For meget Lego på lager Fyringsrunden skyldes, at forretningerne stadig har masser af LEGO på lager efter en skuffende julehandel i USA og Tyskland i 2002. Og i første halvår i år har Lego oplevet yderligere skuffelser på det amerikanske og asiatiske marked. Fyringer rammer ifølge Jyllands-Posten fire områder i produktionen - pakkerier, bearbejdning, distribution og vedligehold - samt fra to områder i marketing- og udviklingsafdelingen. Dyb skuffelse blandt medarbejderne Berit Flindt Pedersen, der er fællestillidsrepræsentant for de timelønnede medarbejdere i Billund, er dybt skuffet over den nye fyringsrunde. »Jeg mener, det er et tegn på, at der er noget alvorligt galt i virksomheden. Jeg håber, at topledelsen finder ud af, hvad der er galt og gør noget ved det«, siger Berit Flindt Pedersen til Ritzau. 'Lego må være hurtigere til at følge markedet' Fællestillidsrepræsentanten tilføjer, at Lego Company ikke længere er en sikker og tryg virksomhed, som den var engang. Flere gange har medarbejderne fået at vide, at nu var det den sidste fyringsrunde, siger Berit Flindt Pedersen. »Jeg kan godt forstå, at vi ikke kan tvinge forbrugerne til at købe Lego-produkterne, men i stedet for at producere til lager, burde Lego være hurtigere til at finde ud af, hvad det er forbrugerne efterspørger«, siger Berit Flindt Pedersen. Direktionen: Robust budget på vej Lego's direktion skriver i en pressemeddelelse, at Lego er i gang med at færdiggøre 'et positivt og robust budget' for 2004, der skal gøre Lego Company mere konkurrencedygtigt. Lego skal tage hensyn til ændrede konkurrencevilkår og et betydeligt mere internationalt og modepræget marked, skriver direktionen. »Især i USA er legetøjsmarkedet i dag præget af meget hurtigt skiftende modetendenser, der gør det vigtigt for os at kunne reagere hurtigt og sikkert på forbrugernes ønsker. Vi er derfor i gang med at justere vores virksomhed, både for at være mere konkurrencedygtige og for at komme i tættere kontakt med forbrugerne«, siger viceadministrerende direktør Poul Plougmann.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her