Fyret DR-chef svindelmistænkt

Lyt til artiklen

Jørgen Steen Nielsen, Danmarks Radios sportschef gennem fem år, har gennem længere tid misbrugt licensmidler i et så alvorligt omfang, at han er blevet fyret med øjeblikkelig virkning. Det er den mistanke, der i slutningen af sidste uge fik DR's ledelse til at bede sine revisorer kulegrave sportsredaktionens økonomi. »De økonomiske uregelmæssigheder er af en sådan karakter og et sådant omfang, at vi har været nødt til at afskedige ham«, siger DR's generaldirektør, Christian Nissen, som ikke vil udelukke, at der kan blive tale om at melde den fyrede sportschef til politiet. Ifølge DR's chefredaktion er der tale om mere end dårlig ledelse. Jørgen Steen Nielsen mistænkes for privat at have brugt af de penge, han var ansat til at forvalte på DR's vegne. Længere tids misbrug »Misbruget er tilsyneladende sket over en længere periode, og det er blandt andet det, vi nu undersøger«, siger Christian Nissen. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Jørgen Steen Nielsen til de alvorlige beskyldninger. Den 56-årige sportschef har i en årrække været en af hovedrolleindehaverne i dansk tv-sport. Gennem de seneste tre årtier har han været sportschef for alle de tre store tv-kanaler herhjemme og har dermed haft afgørende indflydelse på sportsudbuddet i radio og tv. Jørgen Steen Nielsen begyndte sin tv-karriere i Danmarks Radio i 1977 og var i monopoldagene TV Sportens fodbold- og speedwaykommentator, indtil han blev chef for redaktionen. Da DR's monopol blev brudt i 1987, tog han til TV 2, hvor han var med til at opbygge det, der i en lang periode blev Danmarks førende sportskanal. På Kvægtorvet i Odense avancerede han fra sportsredaktionen til at blive hele kanalens programchef. Skiftede til TV3 Efter syv år i TV 2 skiftede han til den konkurrerende tv-station TV3, hvor han var øverste direktør. I 1998 vendte han tilbage til Danmarks Radio og blev chef for sportsredaktionen, der var sakket agterud i forhold til indkøb af tv-rettigheder. Her har han bestyret de store pengepuljer, der bliver brugt til at købe tv-rettigheder til store og dyre sportsbegivenheder. Ifølge Christian Nissen har der ikke tidligere været problemer med Jørgen Steen Nielsens ledelse af sportsredaktionen. »I min tid som generaldirektør har der ikke være lignende tilfælde med ansatte i Danmarks Radio«, siger han. Medarbejderne på DR-Sporten er først nu blevet orienteret om fyringen. Også DR's nyhedschef, Lisbeth Knudsen, betragter sagen som alvorlig, men ønsker ikke at udtale sig om detaljerne. »Jeg kan kun sige, at der er tale om økonomiske uregelmæssigheder, som nu bliver efterforsket«. Hun vil onsdag begynde at se sig om efter en ny sportschef. Redaktionschef Jan Rosendal blev tirsdag midlertidigt konstitueret som sportschef. »Tirsdag orienterede jeg medarbejderne på sporten, og for dem alle var det en chokerende besked«, siger Lisbeth Knudsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her