Multinationale selskaber, der er under mistanke for at snyde med skatten, slipper for at betale bøde, selv om de undlader at indsende lovpligtig dokumentation til skattemyndighederne. Nye tal fra Told & Skat viser ellers, at mere end hver femte internationale koncern fortsat ser stort på dansk lov. Et flertal i Folketinget truede sidste år de genstridige selskaber med bødestraf, hvis de ikke rettede ind. Bøder på kant med EU-lov Men nu vurderer Skatteministeriet i en redegørelse til Folketinget, at bødekrav vil stride mod EU-retten. »Vi må konstatere, at efterlevelsen af dokumentationspligten er så ringe, at der er behov for en opstramning. Folketinget har peget på bøder, men den efterfølgende udvikling inden for EU-retten betyder, at svaret ikke længere er så enkelt«, siger udviklingsdirektør i Told & Skat, Jesper Skovhus Poulsen. Redegørelsen gælder kontrollen med multinationale selskaber som for eksempel Coca-Cola, Statoil, Q8 og MacDonald's, der er under mistanke for at manipulere med de interne afregningspriser hen over grænserne, så de kan flytte overskuddet dér hen, hvor skatten er lavest. En trafik, der i dag er kendt som 'transfer pricing'. Skatteunddragelse for 20 milliarder kroner De økonomiske vismænd anslog i 2001, at statskassen hvert år bliver unddraget skatten af 20-40 milliarder kroner som følge af transaktioner med udlandet, herunder transfer pricing. Siden 1999 har det været et krav, at virksomhederne hvert år dokumenterer, at den interne handel mellem koncernens afdelinger er sket til den reelle markedspris. Det har imidlertid knebet gevaldigt, så i januar sidste år blev 212 udvalgte virksomheder bedt om at indsende deres transfer pricing-dokumentation senest 3. marts i år. Alligevel har ikke mindre end hver femte virksomhed siddet anmodningen overhøring, og kun halvdelen har en dokumentation, der ifølge Told & Skat kan karakteriseres som »ikke åbenlyst mangelfuld«. Skatteministeriet vurderer imidlertid, at det på grund af EU-retten kun er muligt at pålægge bøder, hvis der samtidig indføres dokumentationspligt for rent nationale transaktioner, og at det ikke står mål med hensigten. Små bøder Jesper Skovhus Poulsen mener da heller ikke, at den manglende bødemulighed udgør det store problem. »I sidste ende handler det hele - også dokumentationen - om at finde indikatorer på, at noget er galt. Manglende dokumentation er jo også i sig selv en indikator, der kan give myndighederne anledning til at kigge ekstra på selskabet«. Tidligere formand for Ligningsrådet og medlem af Skatteretsrådet, professor Ole Bjørn, er enig. »Bøder for overtrædelse af formelle regler, som for eksempel ikke at indsende dokumentation, er normalt meget små. Man kan næsten høre selskabet grine hele vejen fra byretten. Så bør man hellere udstede en stor bøde i det øjeblik, man rent faktisk konstaterer, at der foreligger et skattekrav«. I stedet for bødestraf præsenterer redegørelsen Folketinget for otte nye initiativer, der omfatter både gulerod og skærpet kontrol.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
»Jeg får at vide, at jeg kan dø på operationsbordet«: Henrik Qvortrup angrebet af kødædende bakterie
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Stefan Hermann
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























