Et kursustilbud til erhvervsledere fra det statsstøttede Danmarks Eksportråd har fået Socialdemokraterne til at fare i flint og kræve udenrigsminister Per Stig Møller (K) i samråd. Kurset, som Eksportrådet udbyder sammen med Dansk Industri, foregår i den driftige sydindiske by Bangolore og skal ruste virksomheder til blandt andet at lægge produktion i landet. Under lavmålet Og det opfatter Thomas Adelskov, medlem af Folketingets arbejdsmarkedsudvalg og Socialdemokraternes it-ordfører, som undervisning i, hvordan job flyttes ud af Danmark. »At lave et udflytningskursus er under lavmålet. Eksportrådet skal bruge sin energi og sine midler på at skabe kontakter, der fremmer eksporten og skaffer danske arbejdspladser - ikke fjerne dem«, mener Thomas Adelskov, der nu vil have udenrigsministeren til at forklare, hvordan kurset harmonerer med indsatsen mod ledigheden herhjemme. Når Per Stig Møller skal forsvare sig, hænger det sammen med, at Danmarks Eksportråd hører under Udenrigsministeriet. »En ting er, at danske virksomheder outsourcer, men det skal de i givet fald nok selv finde ud af. Det er uforståeligt, at den danske stat også skal bruge penge og ressourcer på det«, siger Thomas Adelskov. Lavtlønnede højtuddannede Indien er interessant for vestlige virksomheder, fordi der er nem adgang til lavtlønnede højtuddannede, især inden for it-industrien. Eksempelvis besluttede SAS for nylig at flytte 170 stillinger ud af 275 inden for billetafregning fra Danmark til Indien. Og i USA lader store virksomheder i stigende grad deres revision og bogholderi foregå i landet tusinder af kilometer væk. International verden Jens Vibjerg, arbejdsmarkedsordfører for regeringspartiet Venstre og samtidig formand for arbejdsmarkedsudvalget, stiller sig uforstående over for Thomas Adelskovs kritik af Eksportrådet. »Det kan ikke forarge mig, for Eksportrådets opgave er at sikre danske virksomheder bedst mulige vilkår. Og det kan være en forudsætning for virksomhedernes konkurrenceevne - og dermed deres overlevelse herhjemme - at løntunge områder bliver outsourcet«, siger Jens Vibjerg. Han medgiver, at danske arbejdspladser forsvinder på kort sigt, men fastholder, at det gør virksomhederne mere dynamiske. »Socialdemokraterne skal huske på, at verden er international. Vi kan ikke lukke danske virksomheder inde bag et jerntæppe. Den samme udvikling betyder jo også, at Danmark får arbejdspladser udefra«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























