Flere lån til boligejerne

Lyt til artiklen

De nye afdragsfrie lån, der bliver sendt på gaden fra 1. oktober, vil betyde forbedrede lånemuligheder for alle boligejere - også for dem, der ikke har tænkt sig at benytte muligheden for afdragsfrihed. Det vurderer både Realkredit Danmark og direktør Kim Valentin, Finanshuset i Fredensborg, der rådgiver folk om privatøkonomiske spørgsmål. De forbedrede lånemuligheder skyldes, at kursen på de afdragsfrie lån vil adskille sig fra kursen på et tilsvarende lån uden afdragsfrihed. Det betyder en ekstra valgmulighed for alle, da der ikke er noget krav om, at man som låntager rent faktisk har tænkt sig at benytte muligheden for afdragsfrihed. »Der bliver tale om, at folk får et ekstra valg, som de ikke har i dag. Det vil især få betydning for størrelsen af det kurstab, der altid vil være, når man optager et lån med fast rente«, siger Kim Valentin. Større srisiko På grund af den større risiko for investorerne kommer kursen på et afdragsfrit lån til at ligge under kursen på et tilsvarende lån uden afdragsfrihed. Således vurderer senioranalytiker Henrik Arp og chefanalytiker Jens Peter Sørensen, Danske Bank, i tidsskiftet Børsfokus, at kursen på et 30-årigt 6-procents afdragsfrit lån vil komme til at ligge 1,40 kurspoint under kursen på et traditionelt 30-årigt 6-procents lån, mens forskellen vil være 2,65 kurspoint mellem et 30-årigt 5-procents afdragsfrit og et 30-årigt 5-procents traditionelt lån. Kursforskellen kan ikke mindst få betydning med det aktuelle renteniveau, hvor det kommende 30-årige 6-procents afdragsfrie lån ligger og vipper lige omkring kurs 100, mens kursen på det almindelige 6-procents lån er helt oppe i 101,50. Ubrugt afdragsfrihed »På grund af kursforskellen vil det afdragsfrie lån ryge under kurs 100 før det almindelige 6-procents lån. Derfor kan man sagtens forestille sig, at det afdragsfrie lån bliver markedsførende. Også selv om folk ikke har tænkt sig at benytte afdragsfriheden. Der er ingen, der er tvunget til at bruge afdragsfriheden hos os«, siger cheføkonom i Realkredit Danmark Sune W. Mortensen. Han har beregnet, at låntagere kan spare omkring 60.000 kroner i kurstab på et lån på en million kroner, hvis de vælger et 6-procents afdragsfrit lån lige under kurs 100 frem for at tage et almindeligt 5-procents lån til kurs 95. Den eneste ulempe er, at ydelsen på 6-procents lånet er små 1.000 kroner dyrere efter skat om året. »6-procents lånet vil give en lille merydelse, men det er næsten ingenting i forhold til, at man sparer de 60.000 kroner på restgælden. Man betaler altså en lille smule for at fjerne kursrisikoen på lånet. Og samtidig får man muligheden for at lave en afdragsfri periode på et senere tidspunkt uden omkostninger«, siger Sune W. Mortensen. RD's cheføkonom peger samtidig på, at de forskellige kurser på lånene til en vis grad opfylder et krav fra flere sider om at indføre lån med såkaldte halve kuponrenter, som realkreditinstitutterne ellers er imod. Halve kuponrenter på f.eks. 4,5 procent eller 5,5 procent skal netop sikre, at kurstabene på lånene bliver så små som muligt. »Selv om der ikke er tale om præcis halve kuponrenter, kan man sige, at der er tale om en imødekommelse, som giver låntageren flere muligheder. Det er dog ikke noget, vi har valgt bevidst, men snarere et vilkår, som vi må acceptere«, siger Sune W. Mortensen. Halve kuponrenter Kim Valentin er en af de rådgivere, der flere gange har slået til lyd for halve kuponrenter. Han er da også kun delvis tilfreds. »Som det ser ud i øjeblikket, er det godt. Men så snart det 6-procents afdragsfrie lån ryger over kurs 100, er vi lige vidt. Så er det igen dyrt at optage 5-procents lånet. Med halve kuponrenter ville springet ikke være så stort. Men selvfølgelig hjælper det lidt på det, og jeg vil selvfølgelig gerne have så mange valgmuligheder som muligt«, siger Kim Valentin.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her