Færre unge ejer egen bolig

Lyt til artiklen

Bedsteforældre og oldeforældre har sat sig tungt på det danske ejerboligmarked, mens stadig flere yngre må opgive at få tag over egen bolig. Det viser en opsigtsvækkende analyse, som BRFkredit har foretaget på baggrund af data fra Finansministeriet. Alene siden 1987 er andelen af boligejere i generationen op til 30 år faldet fra 27,2 procent til 17,6 procent. Men det er ikke kun de helt unge, der har svært ved at vinde fodfæste på ejerboligmarkedet. Også en stadig mindre del af de 30- til 39-årige og de 40- til 49-årige ejer i dag deres egen bolig end for blot 10-15 år siden. 'Ret chokerende' »Boligejere under 30 år er ved at være et særsyn i Danmark. Faktisk skal man helt frem til generationerne over 50 år, før man finder et stigende antal boligejere. Det er ret chokerende«, siger cheføkonom i BRFkredit, Jens Chr. Nielsen. En del af forklaringen skal ifølge Jens Chr. Nielsen findes i et ændret familiemønster, hvor flere er længere tid om at stifte familie blandt andet som følge af længere uddannelse. »Men når det er sagt, hænger den lavere ejerandel blandt yngre familier helt sikkert sammen med, at boligomkostningerne i dag ligger på et væsentligt højere niveau end tidligere. Det skyldes både de højere boligpriser, men også beskæringen af rentefradragsretten og højere boligskatter, herunder ikke mindst grundskylden, som fortsat pisker i vejret«, siger Jens Chr. Nielsen. For dyrt for de unge Tendensen til, at stadig færre unge familier ejer deres egen bolig bekræftes af projektleder Charlotte Rassing fra Institut for Konjunktur-Analyse, som løbende følger udbud og efterspørgsel på ejerboligmarkedet. »Vi kan også se, at der er færre og færre unge, som har planer om at købe egen bolig. I midten af 1990'erne var der godt 11 procent af de unge mellem 20 og 29 år, der sagde, at de havde intentioner om at købe egen bolig inden for det nærmeste år. I dag er tallet helt nede på 6 procent«, siger Charlotte Rassing. Hun er heller ikke i tvivl om, at det er de stigende boligpriser, der tvinger de unge væk fra ejerboligerne. »Så meget har familiemønstret heller ikke ændret sig på 10-15 år. Jeg er sikker på, at forklaringen skal findes i boligudgifterne«, siger hun. Værst i største byer Ifølge begge undersøgelser er problemet for de unge værst omkring de største byer, herunder hovedstaden og omkring Århus. Og der er ikke noget, der tyder på, at det vil blive bedre mange år frem i tiden. Det skyldes blandt andet, at befolkningstilvæksten ventes at stige mere end landsgennemsnittet i både Hovedstads- og Århusområdet frem til 2030. Det vil give et fortsat pres på boligmarkedet i de områder, hvor det i forvejen er dyrest at slå sig ned. »Er man på udkig efter en bolig i disse områder - og har man ikke råd til at bo der i dag - vil der næppe heller være råd til det på længere sigt. Tanken om mennesketomme villaghettoer med 60'er-byggeri synes ikke at have noget på sig i storbyområderne i Danmark«, siger Jens Chr. Nielsen. Modsat de unge og de yngre midaldrende er der flere og flere over 50 år, der ejer deres egen bolig. I gruppen fra 60 til 69 år er der således i 66,1 pct., der ejer deres egen bolig i dag mod 59,3 i 1987. Og i gruppen over 70 år, er næsten halvdelen i dag boligejere mod kun 43,5 pct. for 10-15 år siden. Ældre sparer ned Når flere ældre bliver boende i deres ejerbolig end tidligere, skyldes det blandt andet, at de har bedre råd i dag. De har ofte store friværdier, de kan indefryse ejendomsskatter, optage nedsparingslån, eller de kan omlægge deres boliglån, som andre boligejere. »Mange ældre boligejere har en god økonomi, så hvorfor skulle de egentlig flytte. Det har været på tale at give de ældre tilskud for at flytte ud af deres ejerbolig. Men hvis de ældre har glæde af at blive boende, bør man ikke søge løsninger på deres bekostning«, siger Jens Chr. Nielsen. Han mener, at især kommunerne må vise større kreativitet. »Udfordringen ligger i at finde velegnede steder til ældreboliger. Det vil sige tæt på indkøbsmuligheder og kollektiv trafik«, siger BRF's cheføkonom.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her