WTO-krise efter kollaps

Lyt til artiklen

Verdens eneste organisation, der har ansvar for at sikre en mere fair og fri handel på tværs af grænser, er i krise. Det stod klart, da de 148 medlemmer af Verdenshandelsorganisationen WTO søndag kort før midnat opgav forhandlingerne og lod ministertopmødet i Mexico bryde sammen. WTO-topmødet i den mexicanske by Cancún skulle efter planen slutte med en fælles ministererklæring om øget frihandel. Men få timer inden mødet officielt skulle slutte, konkluderede den mexicanske vært for mødet, Mexicos udenrigsminister, Luis Ernesto Derbez, at landene stod så langt fra hinanden, at der ikke var grund til at fortsætte forhandlingerne. Dermed er der minimal chance for, at forhandlingerne - den såkaldte Doha-runde - som planlangt slutter 1. januar 2005. »Jeg vil ikke konkludere endnu, at Doha-runden er død. Men den har i høj grad brug for en tur på den intensive afdeling«, siger EU's handelskommissær, Pascal Lamy og konstaterede »Cancún-mødet er en fiasko«. USA vil ikke vente i en evighed Sammenbruddet er et alvorligt signal at sende til verdensøkonomien nu, hvor den har brug for et løft. Samtidig advarer USA om, at man vil overveje at lave flere bilaterale handelsaftaler, hvis de internationale system ikke fungerer. »Vi er engageret i WTO. Men vi vil ikke vente i evighed«, siger USA's chefforhandler, Robert Zoellick. Både WTO's generaldirektør, Supachai Panitchpakdi, og Danmarks udenrigsminister, Per Stig Møller (K), beklager sammenbruddet dybt. »Vi var tæt på en aftale. Vi kom langt på landbrugsområdet, og EU var parat til at være fleksible. WTO er et fantastisk system. Derfor er det vigtigt, at vi ikke lader det udvande og erstatte af bilaterale aftaler«, siger udenrigsministeren. Udviklingslande imod forslag Formålet med mødet var især at fjerne EU's, USA's, Japans og andre rige landes enorme statstilskud til landbruget, der gør det umuligt for fattige lande at konkurrere og få en hæderlig pris for deres produkter. Samtidig skulle mødet have sikret ulandene bedre adgang til vestlige markeder ved at fjerne toldbarrierer, kvoteordninger og andre handelshindringer. Og så ønskede ikke mindst EU, at WTO også skulle indføre internationale konkurrenceregler. Fælles regler for offentlige indkøb. Og en aftale, der gør det lettere for virksomheder at investere i udlandet. Mange danske virksomheder med Dansk Industri som talerør har længe presset hårdt for at få en sådan aftale. Men alle de forslag, der lå på bordet, var uspiselige for udviklingslandene. EU tilbød bedre aftaler I de sidste timers forhandlinger tilbød EU ellers at give afkald på ønsket om de fælles konkurrence- og investeringsregler, der vakte størst røre. Og man understregede, at EU samtidig er parat til at droppe eksportstøtten på de europæiske produkter, der direkte konkurrerer med varer fra ulandene. At Europa var villig til at støtte en særlig aftale, der kunne gøre levevilkårene en smule bedre for Afrikas fattige bomuldsfarmere. Og at man tilbød ulandene øget teknisk bistand til at styrke deres position i WTO-forhandlingerne. Men en alliance af godt tyve udviklingslande mente ikke, at tilbuddene var gode nok. Internt var gruppen dog hæmmet af dyb splittelse og forskellige interesser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her