Beskæftigelsesministerens forslag om at skære i de supplerende dagpenge kommer ikke til at gå ud over fiskepiger, rejepillere og andre ansatte i fiskeindustrien. Claus Hjort Frederiksen (V) har ifølge Venstres fiskeriordfører Jens Christian Larsen givet sit ord på, at denne branche går fri af nedskæringerne, hvis forslaget træder i kraft. »Ministeren har forsikret mig om, at fiskeindustrien ikke er med i det forslag til ændring af dagpengereglerne. Den er simpelthen undtaget«, kunne en glad Jens Christian Larsen derfor fortælle TV2/Nords seere for nylig. 'Særligt udsat branche' Ministerens forslag til finansloven går ud på, at alle, der arbejder mere end 22 timer om ugen, ikke skal kunne få supplerende dagpenge undtagen altså lønmodtagere i fiskeindustrien, da de arbejder i en særligt udsat branche. Arbejdsmarkedsordfører Bjarne Laustsen (S) mener, at forslaget er direkte diskriminerende over for andre modtagere af supplerende dagpenge. Diskriminerende »Det er dybt diskriminerende. Alle, der forsikrer sig gennem a-kasserne, har de samme rettigheder og derfor kan man ikke lave sådan et A- og et B-hold«, mener han. Bjarne Laustsen har på den baggrund bedt ministeren definere, hvordan arbejdere i fiskeindustrien adskiller sig fra eksempelvis servitricer, rengøringsassisterer og håndværkere. Formand for Håndværksrådet, Poul Ulsøe, har ikke hørt om ministerens løfte før, men undrer sig over, hvorfor fiskeriarbejdere har særstatus. »Generelt mener jeg ikke, der er nogen, som skal undtages. Efter min opfattelse skal lovgivningen gælde for alle. Der kan måske være nogle argumenter, der gør det rimeligt, at fiskerne undtages men de skal være gode«. Uigennemtænkt/ Netop de argumenter kan regeringens støtteparti Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted ikke få øje på. »Det virker meget uigennemtænkt. Jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at skelne mellem forskellige grupper på arbejdsmarkedet på den måde«, siger Bent Bøgsted. Ministeren er tidligere blevet beskyldt for at skyde over målet, når han hævder at kunne spare 600 millioner kroner på de supplerende dagpenge. Tvivlende Og de radikales arbejdsmarkedsordfører Anders Samuelsen sætter nu endnu et spørgsmålstegn ved, om spareplanen holder stik, når visse grupper bliver undtaget fra nedskæringerne. »Jeg er stærkt tvivlende over for, om man kan spare så mange penge, medmindre man virkelig går til makronerne«, siger Anders Samuelsen og tilføjer: »Og så kommer det altså til at ramme over hele linjen og ikke kun de højestlønnede«. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
»Jeg får at vide, at jeg kan dø på operationsbordet«: Henrik Qvortrup angrebet af kødædende bakterie
-
Francis Fukuyama: Rubio sagde et ord, der afslørede Trumps virkelige projekt
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Denne bølge af varme bliver en »lille, kort« en
-
Politiken mener: Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
tema
tema




























