De store a-kasser er dyre

Lyt til artiklen

De største a-kasser er ikke bare tunge på medlemmer, de vejer også tungt i medlemmernes pengepung. Det viser en opgørelse, Politiken har lavet, som dokumenterer, at en god bid af de store a-kasser hører til i den dyre ende. Fordel kan ikke ses i gebyrer Den fri konkurrence mellem a-kasserne, som trådte i kraft for et år siden, har ellers givet mulighed for at konkurrere på den pris, som medlemmerne betaler for a-kassernes administration. Og som Politiken beskrev tirsdag, forventer mange mindre a-kasser at slå pjalterne sammen for at spare penge ved stordrift. Den fordel har de største a-kasser allerede, men det kan ikke aflæses i medlemmernes gebyrer. Forskel på 1.440 kr. Eksempelvis koster det 2.040 kroner om året i administrationsgebyr at være medlem af Specialarbejdernes arbejdsløshedskasse (SiD), som er landets næststørste. Det er 1.440 kroner dyrere end den billigste a-kasse. 'Vi er lokalt til stede' »Vores pris afspejler, at vi i høj grad er lokalt til stede for vores medlemmer, som ønsker, at a-kassen er tæt på. Og det koster altså mange ressourcer«, forklarer leder af SiD's a-kasse Morten Kaspersen. Han tilføjer, at prisen også afhænger af, hvor mange ledige der får dagpenge fra a-kassen. Planer om omlægning Men SiD er klar over, at konkurrencen er blevet skærpet og har planer om at lægge et par af de 280 lokale afdelinger sammen for at spare på administrationen. Ifølge arbejdsmarkedsforsker fra Københavns Universitet Jesper Due kigger medlemmerne dog stadig på andet end prisen, når de vælger a-kasse. Tilfredse kunder »Efter at den fri konkurrence er trådt i kraft, har a-kasserne måttet synliggøre deres produkter i langt højere grad. Og eftersom vandringen mellem a-kasserne trods alt er forholdsvis begrænset, kan det tænkes, at medlemmerne er tilfredse med, hvad de får for pengene«, siger han. Men Jesper Due understreger, at også tradition spiller en rolle, når folk skal tage stilling til, i hvilken retning de vil sende deres a-kasse-penge. »Mange betragter a-kassen og fagforbundet som to sider af samme sag. Man er medlem af den a-kasse, der hører til ens fagforbund«. 'Vi udbetaler og hjælper videre. Ikke andet' Hos Danske Lønmodtagere, der begyndte i oktober sidste år, har man ikke den tradition at spille på. Her går man derfor direkte efter at konkurrere på prisen og tager kun 780 kroner i administrationsbidrag. »Vi koncentrerer os om to ting. At udbetale dagpenge og hjælpe folk videre i systemet og så i øvrigt ikke så meget andet«, siger leder af a-kassen Conni Møller Andersen som forklaring på, hvordan kassen kan holde omkostningerne nede. Danske Lønmodtageres a-kasse har kun fire lokale afdelinger, og blot tre procent af medlemmerne er arbejdsløse mod SiD's omkring ti procent.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her