Millionregning for tabte skattesager

Lyt til artiklen

Flere og flere danskere er blevet opmærksomme på, at de i dag kan få fuld dækning af deres omkostninger til f.eks. advokat eller revisor, hvis de vinder en skattesag mod det offentlige. Udgifterne er næsten fordoblet på et år. 13 pct. flere afgørelser De nye regler trådte i kraft i januar 2002, og allerede i ordningens første år har Told & Skattestyrelsen truffet afgørelse i 2.356 sager om omkostningsgodtgørelse. Det er en stigning på 13 procent i forhold til året før. Fald i antallet sager Og stigningen skyldes ikke flere skattesager, tværtimod. I samme tidsrum er der sket et fald i det samlede antal skattesager, både når det gælder mængden af afsluttede sager i landets skatteankenævn og antallet af nye sager i Landsskatteretten. Borgerne har fået øje på muligheden »Det kunne tyde på, at borgerne er blevet mere opmærksomme på muligheden for at søge omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en skatte- eller afgiftssag«, skriver Skatteministeriet i en netop offentliggjort redegørelse om erfaringerne med den udvidede dækning af borgernes omkostninger. Redegørelsen viser samtidig, at det offentliges udgifter til dækning af borgernes advokat- og revisorudgifter er vokset eksplosivt. Alene fra 2001 til 2002 er udgifterne vokset fra godt 45 millioner kroner til næsten 80 millioner kroner. Glad skatteminister Trods de voksende udgifter er skatteminister Svend Erik Hovmand (V) godt tilfreds med loven. »Det er glædeligt, at ordningen efter det første år ser ud til at fungere efter hensigten«, siger skatteministeren i en kommentar til redegørelsen. Koster det samme Han afviser samtidig den kritik, der lød fra oppositionen, da loven blev vedtaget sidste år. Her mente Socialdemokratiet, SF og de radikale, at den fulde godtgørelse af borgerens udgifter til at føre en skattesag ville betyde et tagselvbord for bl.a. advokater og revisorer, og at loven i øvrigt ville være svær at administrere. »Redegørelsen viser imidlertid, at de sagkyndiges salærer er på samme niveau som året før, ligesom administrationen af ordningen ikke har givet anledning til mange klager«, siger Svend Erik Hovmand. Redegørelsen viser faktisk, at den store stigning i det offentliges udgifter i det store og hele kan tilskrives den større godtgørelsesprocent og stigningen i antallet af borgere, der søger om omkostningsdækning. Bistand er ikke blevet dyrere »Der er ikke umiddelbart belæg for at antage, at de skattepligtige i større omfang lader sig repræsentere af rådgivere eller oftere klager over en afgørelse. Der er heller ikke noget, der tyder på, at den sagkyndiges bistand er blevet dyrere«, hedder det i redegørelsen. I gennemsnit blev der udbetalt 25.190 kr. per sag til dækning af omkostninger i 2002 mod kun 15.537 kr. i 2001. Loven skal følges SF's ordfører Morten Homann, der stemte imod loven, mener dog, at der fortsat er brug for at følge lovændringen nøje. »Det er for tidligt at konkludere, at ændringen ikke vil slå hul i statskassen. Loven har kun fungeret i kort tid, og folk har endnu ikke vænnet sig til den. Som udgangspunkt er jeg tilhænger af princippet, men set i sammenhæng med alle de andre små huller, som regeringen slår i skattesystemet, kan man endnu ikke udelukke, at der er lagt op til skattetænkning«, siger Morten Homann. På få år er det offentliges udgifter til omkostningsdækning steget fra ca. 20 millioner kr. om året i 1999 til små 80 millioner kr. sidste år. Det skyldes, at dækningen er hævet to gange. Først fra 32 og 38 pct. til 50 pct. og siden til 100 pct. ved vundne sager.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her