Hedebølge hæver elprisen

Lyt til artiklen

Europas lumre hedebølge slår nu igennem på elpriserne i Danmark, hvor både mangel på regn i Norge og varmt flodvand syd for grænsen spiller ind. Tyskerne drosler elproduktion ned I Tyskland betyder varmen, at der er fuldt blæs på alle køleanlæg. Det giver et højt elforbrug. Samtidig er der mindre vandkraft til rådighed end normalt, ligesom en del atomkraftværker har svært ved at slippe af med deres kølevand til de overophedede floder. Masser af varmt vand i Elben og andre tyske floder har ført til, at flere a-kraftværker har droslet elproduktionen ned - af hensyn til livet i floderne får værkerne ikke lov til at udlede så meget hedt kølevand som ellers. Afsmittende virkning på Norden Høje strømpriser på det store centrale tyske marked smitter af på Danmark og de øvrige nordiske lande. »Lige nu sætter Tyskland prisen i hele Europa. Hedebølgen lægger virkelig pres på priserne«, konstaterer økonom Ulrik Stridbæk fra Eltra, der bestyrer elsystemet vest for Storebælt. Regningen til forbrugere Indtil videre er det især de professionelle elhandlere, der oplever de høje priser, men også forbrugerne bliver ramt. Den del af strømmen, der sælges videre til de danske familier på det frie marked, har sommeren over været relativt dyr. Høj dansk markedspris I Norden er der i denne uge typisk handlet el for omkring 30 øre per kilowatttime, men i Danmark har markedsprisen i flere gange ligget langt over en krone per kilowatttime. Et typisk dansk forbrug ligger på 3.000-5.000 kilowatttimer om året per familie. Halvtomme vandmagasiner Netop nu burde der være masser af billig vandkraft til rådighed, men de nordiske lande plages af halvtomme vandmagasiner. Ingen vand, ingen el. I det nordiske vandkraftsystem 'mangler' der vand til hele 25 milliarder kilowatttimer strøm i forhold til samme tidspunkt sidste år. Danmarks samlede forbrug udgør på et år 35 milliarder kilowatttimer, så det er en betydelig manko. 'Et uheldigt sammenfald' Elkraft driver elnettet på Sjælland, og også her handles der el til stærkt forhøjede priser. Markedschef Lene Sonne betragter de høje priser som »et sammenfald af uheldige omstændigheder«. Fejlfinding på Barsebäck trækker ud Ud over hedebølgen er atomkraftværket i Barsebäck ved at blive kigget igennem for fejl, og denne revision trækker ud. Sammen med andre restriktioner i Sverige giver det færre muligheder for elimport. Samtidig er en stribe østdanske og tyske kraftværker ramt af havarier. Og uden meget mere regn i Norge er der udsigt til en meget dyr vinter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her