En uvurderlig kongelig reklame

Den engelske dronning i Legoland med sin mand Prins Philip og den danske Lego-direktør Kjeld Kirk Kristiansen. - Foto: AP
Den engelske dronning i Legoland med sin mand Prins Philip og den danske Lego-direktør Kjeld Kirk Kristiansen. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Hun kom, hun så, og hun blev fotograferet. Tilbage stod to barnligt glade voksne mænd i deres engelske klodsparadis. Legoland i Windsor fik besøg af den engelske dronning. »Så kan det ikke blive meget bedre«. De to voksne mænd sidder i deres pæne jakkesæt og nyder hinandens smørrede grin, mens de fumler med hver deres sæt Legoklodser. Legodirektør Kjeld Kirk Kristiansen og chefen for Legoland-parkerne, Mads Ryder, har lige sagt pænt farvel til den bedste reklamesøjle, de overhovedet kunne ønske sig. En lille dame i gult En lille dame i gul spadseredragt og hvide handsker kom forbi, gik en lille tur i parken og lod sig tiljuble af flere tusinde børn med små papirflag, mens hendes mere snakkesalige mand gik rundt og småsludrede med personalet. Dermed var Legoland i Windsor vest for London i går sikret en plads i samtlige britiske nyhedsudsendelser på radio og tv samt i aviserne i dag. Efter at have haft Legoland i baghaven til hjemmet på Windsor Castle i syv år lagde Dronning Elizabeth og Prins Philip, Hertugen af Edinburgh, i går endelig vejen forbi. I en ny opfindelse til støtte for britisk turistindustri var prinsens fødselsdag udnævnt til Kongelig Turismedag, og 10 medlemmer af den kongelige familie besøgte i alt 30 attraktioner. Ubegribeligt held Legodirektørerne kan dårligt fatte deres held, at selveste dronningen havde valgt at begynde dagen hos dem. Nogenlunde sådan havde bedstevennerne James og Christina på 10 år det også. Dronning og Legoland på én gang, det var næsten alt for meget af det gode, synes de i kor. »Jeg har også set hende der til dét der jubilæum. Så gav jeg hende blomster og sagde »værsgo' Elizabeth, de er til dig«, og så sagde hun »tak« og smilede. Og bagefter skal vi ud i Legoland og køre på dén der, hvor man bliver våd. Det er rigtig sjovt. Og jeg har også masser af Lego derhjemme, men de dér klodser fra gamle dage, de er kedelige«, rabler James, mens han og veninden med medbragt mor, mormor og papirflag står og venter. Fiskede efter detaljer Prins Philip syntes også, den der sprøjtede vand var sjov. Det fortæller en lykkelig Mads Ryder bagefter en klynge af britiske journalister, der fisker efter de mindste detaljer fra den lille rundtur, hvor pressen blev holdt på behørig afstand. Mads Ryder kan fortælle, at hertugen var glad for alle de knapper, han kunne trykke på, og at han korrigerede farven på hestene foran Legoudgaven af Buckingham Palace. Legohestene er brune, men de rigtige er grå. Allerede i dag skifter hestene i Lego farve, lover Ryder. Philip leger med lego Parkdirektørens bedste oplevelse var nu nok, da hertugen gik hen til en af Legokonstruktørerne, tog en smal klods og konstaterede, at det ikke var den helt originale Legoklods. »Bare det, at han kan sige, den skal være to gange fire. Det viser jo, at han må have leget med Lego for ganske nylig«, konstaterer Ryder. Overskud i Legoland Den Kongelige Turismedag kommer på et tidspunkt, hvor den britiske turistindustri har det svært efter år med mund- og klovsyge, 11. september, SARS og Irakkrig. Men Legoland i Windsor har det nu godt efter en svær begyndelse i 1996. Sidste år var der for første gang overskud, men hvor meget vil direktørerne ikke sige. »De tal har jeg vist glemt«, siger Mads Ryder, mens Kjeld Kirk Kristiansen nikker. Men de to er enige om, at de dårlige år for de tre Legoparker uden for Danmark nu forhåbentlig ligger bag dem. Måske er det snart tid til, at den skrinlagte plan om at åbne et nyt Legoland hvert tredje år kan blive fundet frem igen? »I øjeblikket er der stadig timeout. Men lad os nu se, hvordan det her år går. Vi vil gerne have, at parkerne under ét giver overskud. Men vi har lært meget her. Måske sparede vi i begyndelsen lidt for meget på ting, så de ikke gav det helt rigtige Legoudtryk«, siger Kirk Kristiansen. »Man skal bare være tålmodig. Men så bliver det også en fornuftig forretning. Det bedste for os er, når gæsterne går rundt derude og er glade«, siger Ryder og medgiver, at en af de bedste glade gæster, han har haft, var den lille dame i gul spadseredragt, der kom forbi i går. »Så kan det ikke blive meget bedre«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her