Forbrugerrådet stævner Realkredit Danmark

Lyt til artiklen

Forbrugerrådet går i retten for at sætte en stopper for den metode, som realkreditbranchen bruger i forsøget på at indkradse gammel gæld fra op til 19 år gamle tvangsauktioner. Siden midten af 90'erne har tusindvis af mennesker til deres store overraskelse fået opkrævninger på beløb i hundredtusindkronersklassen. Penge, som realkreditinstitutterne mener at have til gode efter tvangsauktioner i begyndelsen af 80'erne. 'Urimeligt' Argumentet er, at de tidligere boligejeres økonomi først nu er blevet så god, at det kan betale sig at rykke for pengene. Forældelsesfristen for gæld er 20 år. »Det er urimeligt, at institutterne forholder sig passive og først henvender sig i 11. time. Folk har ikke indrettet sig på, at de stadig skylder penge. Vi vil også gerne have domstolene til at vurdere den måde, som realkreditinstitutterne opgør gælden på efter så mange år«, forklarer Sonny Kristoffersen, jurist i Forbrugerrådet. Regning på 166.000 kroner Derfor stævner rådet nu Realkredit Danmark ved landsretten i en konkret sag om en boligejer, hvis hus gik på tvangsauktion i 1981. Han hørte ikke fra instituttet, før han i 2000 fik en regning på 166.000 kroner. Realkredit Danmark overtog selv huset på tvangsauktionen og solgte det videre i 1983. Et kendt problem Problemet med de uventede opkrævninger for gammel gæld har længe været kendt i Realkreditankenævnet, der behandler uenigheder mellem låntagere og institutter. Nævnet afviser, at institutterne har mistet retten til at kræve gælden betalt på grund af passivitet. Til gengæld har praksis igennem flere år været at give klagerne medhold i, at realkreditinstituttet kun kan kræve gælden betalt, hvis det kan bevises, at gælden ikke vedrører bidrag og renter af boliglånet. I modsætning til selve lånet forældes disse krav nemlig allerede efter fem år. 'Kan ikke leve med den praksis' Men to landsretsdomme har slået fast, at institutterne - trods de mange års forsinkelse - har ret til at indkassere det fulde beløb. Det har ankenævnet måttet rette ind efter. »Den praksis kan vi ikke leve med«, siger Sonny Kristoffersen fra Forbrugerrådet om baggrunden for, at sagen nu rejses med en højesteretsdom, og dermed ny retspraksis, for øje. Metoden godkendt I Realkredit Danmark noterer underdirektør og juridisk chef Ole Jørgensen sig den kommende retssag. »Vores metode er godkendt af både Østre og Vestre Landsret. Så vi fortsætter den praksis, indtil Højesteret mod forventning kommer frem til et andet resultat«, siger han. Men polemikken om de gamle regninger har allerede haft effekt. Efter pres fra blandt andre Forbrugerrådet nedsatte Justitsministeriet i 2001 et udvalg, der skal se på forældelsesfristen for gæld. Det ventes, at den sættes ned fra 20 til 10 år, så Danmark er på linje med de øvrige nordiske lande.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her