FDB ønsker at skabe Danmarks største rabatforening inden for andre forretningsområder end dagligvarer: Telefoni, finans og benzin står på listen. Men FDB's medlemmer kan ikke regne med rabatter og besparelser, siger to af FDB's konkurrenter. Kun fantasien sætter grænser. En lind strøm af nye produkter skal knyttes tæt til FDB's grå medlemskort. Forsikringer, olie og el er allerede tilbudt FDB's 1,5 millioner medlemmer - og der er meget mere på vej. »Kommunikation, tele og transport er områder, som vi interesserer os meget for, og som vi er i gang med at sondere«, sagde FDB's formand Ebbe Lundgaard sidste søndag i et interview med Politiken. Vil tabe på skifte Men FDB's medlemmer kan ikke være sikre på at spare, hvis de skifter leverandør. Det viser forespørgsler til to af de udbydere, FDB nu vil konkurrere med: »Skifter en forbruger fra os til FDB, sparer de ikke noget i øjeblikket. De vil derimod tabe en lille smule«, siger salgschef Mogens Høgh fra det østjyske elselskab Lokalenergi. Endnu en udbyder Prisen til forbrugerne afhænger af, hvor godt der kan købes ind på elbørserne. Og derfor anser Mogens Høgh blot FDB som »en ny udbyder« og ser ikke tilbuddene som noget, der sikrer forbrugeren specielt billige priser: »FDB har lavet aftale om el med olieselskabet OK, og OK køber el på akkurat de samme markeder, som vi og andre elselskaber i Danmark gør, så jeg kan ikke få øje på andet, end at vi har fået en udbyder mere. Intet som helst andet«, siger Mogens Høgh. Marked med konkurrence Det samme indtryk har Tryg Forsikring - Danmarks største skadeforsikringsselskab. »Deres produkter og priser ser fornuftige ud. Selvfølgelig er der forskelle, hvor priserne svinger lidt til hver sin side - men alt i alt ligner deres tilbud det, vi ser på markedet, der jo er præget af meget stor konkurrence«, siger underdirektør Lisbeth Mikkelsen. Og nok er prisen vigtig - men der er flere forhold, der har betydning, når kunden vælger et forsikringsselskab, mener Lisbeth Mikkelsen: »For eksempel har service meget stor betydning, er vores erfaring«. Spare samlet FDB's formand Ebbe Lundgaard understreger, at forbrugeren ikke skal forstå de nye tilbud som en garanti for, at der kan spares penge: »Det, vi gerne vil, er at udbyde en lang række produkter, som vore medlemmer samlet set kan spare på ved at købe gennem os. Og derfor kan det godt være, at man ikke sparer det ene sted, men det vil man så gøre på andre produkter. Så samlet set vil forbrugeren spare«, siger Ebbe Lundgaard. Tillid til leverandøren Det handler mest af alt om at have tillid til leverandøren, siger Lundgaard og betoner, at han har stor tiltro til forbrugerens egen dømmekraft. Men at markedsføringen kunne være gjort tydeligere, medgiver Ebbe Lundgaard gerne, når det gælder FDB's tilbud om elkøb, der blev sendt ud i starten af maj sammen med supermarkedskædens medlemsinformation. »Der har været mange, der har forstået tilbuddene og bonussen som en sikkerhed for en besparelse, så det skal vi nok have præciseret bedre fremover«, siger FDB-formanden. Frygter vildledning Forbrugerrådet er ikke begejstret for FDB's markedsføring. Den kan vildlede forbrugerne, siger Forbrugerrådets direktør Rasmus Kjeldahl: »Forbrugerne reagerer meget på de signaler, der er i reklamen, hvor mange opfatter FDB som meget troværdig - og derfor opfatter Forbrugerrådet den markedsføring, der finder sted fra FDB's side, som betænkelig«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























