En håndfuld danske vindmølledirektører er netop nu på charmetur i Texas, USA. Opgaven er enkel; de skal overbevise de store kunder om, at danske møller fortsat er verdens bedste, og at danske møllefabrikker som Vestas og NEG Micon er berettiget til en plads i top-tre over verdens største vindmølleproducenter. Anledningen til det massive danske fremstød i Texas er vindmølle-messen 'Windpower 2003', hvor revl og krat fra vindmøllebranchen møder op. Vigtig messe Netop denne messe på det særdeles vigtige amerikanske marked afgør nemlig ofte, hvem der løber af med de lukrative ordrer på nye møller. »Messen i Texas er et sted, hvor vi skal være med. For os er det en særdeles god lejlighed til at få talt med alle de mulige kunder, som vi ellers ikke får mødt. Her er alle samlet, og derfor når vi ud til langt flere, end det normalt er muligt, og det er derfor, jeg selv tager af sted til messen«, siger adm. direktør Torben Bjerre-Madsen fra den danske vindmøllefabrik NEG Micon, der er verdens tredjestørste. Stadig hårdere pres Og noget tyder på, at netop dette års messe i Texas er særlig vigtig for de danske fabrikker. De danske vindmølleproducenter er nemlig kommet under stadig hårdere pres fra udenlandske vindmøllefabrikker, der, med store multinationale energikoncerner som Shell og GE i ryggen, satser hårdt på at overtage vindmøllemarkedet. Shell har længe arbejdet med vindenergi, mens General Electric udnyttede energikonglomeratet Enrons spektakulære finansielle kollaps til at købe Enrons vindkraftdivision for to milliarder danske kroner; en division som nu bærer GE's navn. Seriøs konkurrent Og de danske konkurrenter har allerede mærket, at GE Wind mener det alvorligt, når de siger, at de vil have en plads blandt verdens største vindmølleproducenter. Da FPL, USA's største leverandør af vindmølleenergi, tidligere i år skulle vælge mølleleverandør til fem nye projekter, fravalgte de Vestas og NEG Micon og bestilte møllerne hos GE Wind i stedet. »GE Wind er bestemt en seriøs og dygtig konkurrent. Men vi er absolut i stand til at konkurrere med dem og de andre fabrikker«, siger Torben Bjerre-Madsen. NEG i fremgang Direktøren for vindmøllefabrikken i Randers kunne glæde sig over, at NEG Micon faktisk vandt markedsandele i 2002, mens børsnoterede Vestas gik fra en markedsandel på 24,1 procent i 2001 til 22,2 procent i 2002. Også den tredje store danske vindmølleproducent, Bonus i Brande, mistede andele. Fra 8,7 procent i 2001 til 7 procent i 2002, viser en opgørelse fra det danske vindmølleanalysefirma BTM Consult. Men lider de danske vindmølleproducenter under stadig hårdere konkurrence, så kan de i det mindste glæde sig over, at efterspørgslen efter vindmøller vokser og vokser - og 2002 var ingen undtagelse. Verden over blev der sat nye møller op med en ydeevne på 7.227 megawatt - svarende til 6.600 møller, svarende til en vækst på seks procent, som faktisk var den laveste i syv år. Allerede i år og til næste år forventer analytikerne i BTM Consult, at væksten igen til blive tocifret; med et plus på 24 procent i 2003 og 11 procent hvert af de kommende tre-fire år. Høje væksttal Det er især de vindglade tyskere, spaniere, danskere og amerikanere, der har sikret høje væksttal for vindmøllefabrikanterne. Og selv om Danmark efter regeringsskiftet har skruet ned for investeringerne i nye mølleparker, så er vi stadig godt med. Sidste år blev der således opsat møller med en samlet kapacitet på 530 megawatt i Danmark, hvilket giver en tredjeplads i verden efter Tyskland, men foran USA, som ellers har været drømmenes marked for vindmølledirektørerne. Forsigtighed overfor amerikansk marked Det amerikanske marked halter imidlertid fortsat på grund af problemer med en skatteordning, som skulle gøre det mere attraktivt at bruge grøn energi. Af samme grund vil Torben Bjerre-Madsen fra NEG Micon heller ikke sætte mange ord på de amerikanske muligheder. »Jeg kan kun sige, at vi arbejder videre på at sikre os nye amerikanske ordrer. Alt, hvad jeg siger om netop USA, har stor betydning, og derfor er vi forsigtige med udtalelser«, siger Torben Bjerre-Madsen. I det hele taget er det nye tider for vindmøllefabrikkerne - og for de borgere, der vedholdende har klaget over de mange møller, der er skudt op rundt om i bl.a. Danmark. Nye modeller Vindmøllefabrikkerne er nemlig i fuld gang med at udvikle en række nye meget store vindmøller. I dag har Danmark således omkring 6.000 møller opstillet rundt om i landskabet, men deres produktion kunne faktisk erstattes af kun 350-400 nye stormøller, som i dag er tæt på at være produktionsklare. I Tyskland har firmaet Enercon, som er verdens næststørste mølleproducent, således netop opstillet en ny supermølle med en produktionskapacitet på 4,5 megawatt, svarende til en by med knap 4.000 husstande. De nye møller kan godt nok erstatte op til 50-60 små møller; til gengæld rager de godt til vejrs. Enercons møller er således 176 meter høje, og vingerne er 52 meter lange. Her hjemme arbejder bl.a. Vestas med møller med en kapacitet på 3 megawatt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























