Antallet af tankskibe, der sejler gennem de danske farvande, vil eksplodere de kommende år. Trods nye stramme EU-regler fortsætter Rusland med at sende olie af sted på gamle farlige tankskibe. Olietruslen diskuteres onsdag i Folketinget af politikere, eksperter og organisationsfolk. Slår alarm Det er myldretid på havets danske motorvej, Storebælt. Flere og flere skibe tager turen gennem Storebælt og antallet af tungt lastede olietanskibe vil blive fordoblet de kommende år, når Rusland øger eksporten af olie, som sendes med skib gennem Storebælt. Nu slår olieeksperter, søfartseksperter og danske politikere alarm. De frygter for konsekvenserne, når antallet af tankskibe øges og dermed også risikoen for, at en af olietankerne går på grund eller kolliderer og sender en bølge af olie ud på de følsomme danske strande. »Antallet af olietransporter vil vokse kraftigt de kommende år, når Rusland for alvor øger udskibningen af olie fra deres Østersøhavne. Derfor vil antallet af olietankskibe, der sejler op gennem Storebælt vokse betragteligt«, siger civilingeniør Carsten Jürgensen fra Cowi, der har udarbejdet en rapport om olietransporterne i Østersøområdet for EU. Følsomme kyster Rapporten fra Cowi bliver i dag fremlagt på en stor høring i Folketinget om olietransporterne, og at det er et alvorligt emne, hvor Danmark vil blive særdeles hårdt ramt af et olieuheld, slår Cowis transportekspert fast med al tydelighed. »De danske kyster er ekstremt følsomme over for olie. Vores farvande er meget lavvandede, og olien vil blive fanget og kun omsættes meget langsomt. Samtidig er store dele af de danske have vigtige fugleområder, så det vil være en katastrofe, hvis der sker et større uheld med en olietanker«, siger Carsten Jürgensen- Han advarer samtidig om, at et bedre dansk beredskab ikke vil kunne forhindre en miljøkatastrofe, simpelthen fordi afstanden til de danske kyster er så kort, at olien har nået strandene, inden redningsfolkene kan nå at lægge f.eks. flydespærringer ud. Mere russisk olie Det er noget så banalt som russernes behov for at sælge olie til vesten, som nu giver Østersølandene problemer. Rusland har gennem mange år eksporteret olie via deres Østersøhavne, men de kommende år vil eksporten boome. Rusland er nemlig i fuld gang med at modernisere og udvide deres olieterminaler, med terminalen i Primorsk uden for Skt. Petersborg som den absolut vigtigste. 600 skibe om året I dag har terminalen i Primorsk en kapacitet på 12 millioner ton olie - men i 2010 er kapaciteten udvidet til 45 millioner ton olie. Hertil kommer udvidelser af udskibningskapaciteten på en række andre olieterminaler, herunder i de baltiske nabolande. I dag transporteres årligt 81 millioner ton olie i Østersøen, en mængde der ventes at vokse med mindst 40 procent - og formentligt endnu mere, vurderer Finlands tekniske forskningscenter, VTT. Samtidig ventes antallet af store tankskibe på mere end 100.000 ton dødvægt (tdw.), der sejler gennem Storebælt, at blive fordoblet fra i dag 300 årligt til cirka 600 gennemsejlinger i løbet af de næste 10-15 år. Lodser advarer De danske lodser har længe advaret om risikoen ved det voksende antal tankskibe, der sejler op gennem Storebælt - en del af dem endda uden dansk lods om bord. »Risikoen for ulykker er absolut til stede. Det er ikke fordi de danske farvande ikke kan klare de mange skibe, men det er klart, at risikoen stiger, når der kommer flere skibe. Som lods oplever jeg jævnligt farlige episoder, og mon ikke det samme gælder mine mere end 60 danske lodskolleger. Så der er grund til at skærpe sikkerheden«, siger de danske lodsers formand, Mogens Von Jessen. Mange tiltag skal til Og noget tyder på, at politikerne i Danmark har hørt på eksperternes og lodsernes opfordring. Formanden for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, venstremanden Eyvind Vesselbo, kender i hvert fald faren ved olietransporterne på fingerspidserne. »Sikkerheden skal forbedres. Vi kan ikke risikere, at der sker et stort uheld, med massivt olieudslip. De seneste år har vi investeret massivt mod iltsvind i de danske farvande, men det vil være vand ved siden af konsekvenserne af et stort olieudslip. Det skal vi undgå«, siger Eyvind Vesselbo. Han kan vente sig adskillige konkrete forslag til forbedringer af sikkerheden på dagens høring. »Der skal en bred vifte af tiltag til, for eksempel skal skibenes standard forbedres, de skal have dobbeltskrog, og deres udstyr skal være i top. Samtidig skal trafikken reguleres bedre, skibene skal have lods om bord, og så kan det blive nødvendigt at rette dele af besejlingsruterne ud, som det allerede er sket i forbindelse med Storebæltsbroen«, konkluderer Carsten Jürgensen fra Cowi.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da Pia Olsen Dyhr indtog talerstolen, kunne man tydeligt høre, at noget er i gære på Marienborg
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























