Slagteren, bageren og frisøren kommer til at lide under de nye dankortregler, mener Håndværksrådet. Men der er også en teknisk mulighed for, at helt små butikker kan score en lille gevinst på aftalen. Håndværksrådet og Danmarks Handelsstandsforeninger er skuffede over den omdiskuterede dankortaftale, der netop er blevet indgået. De mener, at aftalen i urimelig grad favoriserer de store butikker og kæder. En lige højre Forliget er en lige højre i mavesækken på landets slagtermestre, bagermestre og frisører, mener Håndværksrådet. De har mange små transaktioner, som de enten selv må betale gebyret på 50 øre for eller lægge det over på forbrugerne. Og en stor del af dem har mange flere dankortkunder end de 5.000 om året, der ifølge aftalen skal være gratis for butikkerne. »Det er rigtig skidt, at udvalgte brancher skal bære de absolut største byrder«, siger Lars Jørgen Nielsen, administrerende direktør i Håndværksrådet. Bange for at miste kunder De små handlende frygter at miste kunder, hvis de vælger at opkræve gebyrerne - omvendt koster det dem penge, hvis de æder gebyret selv for ikke at skræmme kunderne væk. »Det nye forlig forværrer konkurrencesituationen for de butiksdrivende betydeligt. Når det koster at hæve penge for at købe et franskbrød til 20 kroner hos bageren, vil mange kunder vælge at købe det i supermarkedet, hvor de alligevel handler. Vi tror, at en del butikker vil vælge at bære gebyret selv - og det kan blive til mange penge«, siger informationschef Casper Black fra Håndværksrådet, der har lavet nogle regnestykker på, hvad gebyrerne koster forskellige butikstyper. Bager taber 30.000 kr. En stor københavnsk bager med en årlig omsætning på 10 millioner kroner og 65.000 transaktioner kommer til at betale 30.000 kroner om året til bankerne i gebyr. En fynsk byslagter med 9 millioner kroner i omsætning kommer til at betale 12.500 kroner, og i begge eksempler er det medregnet, at butikkens første 5.000 pengeoverførsler er gebyrfrie. 'Blodpenge' Udgifterne får stor betydning, spår Bent Aarrebo Pedersen, formand for Dansk Handelsstandsforening. »Dette her er blodpenge. En del i gruppen af mellemstore detailhandlere, der kommer over 5.000- transaktioners-grænsen, kommer til at lukke butikken. Det er rigtig mange penge for dem at skulle betale 30.000 kroner ekstra«, siger han. Hos Forbrugerrådet møder brancheorganisationernes tværhed ikke forståelse. »Det lyder, som om de vil have, at gebyret skal være afhængigt af varens værdi. Men så vil gebyret ikke længere være omkostningsbaseret, og det er jo helt urimeligt. Du ser nøjagtig det samme på for eksempel plastikposer. Det er relativt dyrere at betale to kroner for en plastikpose til at bære et franskbrød hjem i, end hvis man har købt noget dyrere«, siger Villy Dyhr, afdelingschef i Forbrugerrådet. Tjen 2.500 kroner Omvendt eksisterer muligheden også for, at småbutikkerne kan tjene lidt på gebyrerne. Dankortaftalen er skruet sådan sammen, at op til 5.000 dankortbetalinger om året er gebyrfrie for de fleste forretninger. Rent teknisk kommer det til at fungere på den måde, at butikkerne får refunderet de 2.500 kroner, som gebyrerne løber op i om året. Hvis butikken alligevel opkræver gebyr fra sine kunder, ligger der en indtægt der. »Det er jo svært at kontrollere, om de gør det. Men det ville da se dumt ud over for kunderne. Så jeg håber, der bliver fundet en løsning på det i lovarbejdet«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Fostre får lov at gå til, selv om de godt kunne reddes: »Jeg beskyldte mig selv for, at jeg ikke kunne holde på vores barn«
-
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
SUPERLIGAEN




























