Styrelse skal forhindre ny Arrivasag

Planerne om en Trafikstyrelse for Jernbaner og Færger med 70 medarbejdere vil ikke betyde ekstra offentlige udgifter. - Foto: Martin Zakora
Planerne om en Trafikstyrelse for Jernbaner og Færger med 70 medarbejdere vil ikke betyde ekstra offentlige udgifter. - Foto: Martin Zakora
Lyt til artiklen

En ny stærk trafikstyrelse skal i fremtiden være Trafikministeriets uafhængige rådgiver på jernbaneområdet. Styrelsen skal stå for indkøb af tog- og færgetrafik for ministeriet, men får også ansvaret for planlægning af nye jernbaner og sikkerheden på dem. På den måde vil trafikminister Flemming Hansen (K) sikre sig mod gentagelser af skandalen om Arrivas sejr i udbuddet af jernbanerne i Jylland eller sidste øjebliks-aflysningen af forlængelsen af S-banen til Roskilde. Dramatisk forløb Udbudet af godt 300 kilometer jernbanestrækning i Jylland for halvandet år siden forløb meget dramatisk. På den ene side var trafikministeren ejer af DSB, som bød på at betjene de jyske togpassagerer frem til 2010. På den anden side valgte han at kassere DSB's bud, som ellers var lavest, fordi ministeriet fandt det urealistisk og dermed i strid med EU's konkurrenceregler. Siden er Trafikministeriets håndtering af udbudsruden blevet kritiseret af Rigsrevisionen. Minister: 'Jeg var selv kritisk' »Jeg var selv kritisk over for sammenblandingen af ejer- og udbyderrollen i Arrivasagen. I fremtiden skal Trafikstyrelsen tilrettelægge udbud selvstændigt, og beslutningen, om hvem der skal have opgaven, træffes også af Trafikstyrelsen«, siger Flemming Hansen. En anden sag spiller også en stor rolle. For et år siden måtte trafikpolitikere droppe planerne om at føre S-banen videre til Roskilde, dagen før anlægsloven skulle vedtages i Folketinget, fordi DSB i sidste øjeblik præsenterede dem for oplysninger, der skabte usikkerhed om planerne. DSB var imidlertid havnet i en pikant dobbeltrolle, da de som virksomhed hele tiden var imod at forlænge S-banen, men samtidig var trafikministerens nærmeste rådgiver. 'Uvildige råd er det næsten umuligt at få' »Det var næsten umuligt at hente uvildige råd«, siger Flemming Hansen i dag om Roskildesagen. Planerne om en Trafikstyrelse for Jernbaner og Færger med 70 medarbejdere vil ikke betyde ekstra offentlige udgifter, fordi medarbejdere bliver hentet fra Banestyrelsen, Færdselsstyrelsen og Jernbanetilsynet, som skal ind under Trafikstyrelsen. På forhånd er der ikke sikret flertal for ideen, som bliver præsenteret for trafikordførerne i morgen, men allerede nu er de radikale positive. »Vi har presset på for at få en adskillelse af funktionerne, så vi er åbne over for forslaget, men det er meget vigtigt, at der bevares en uafhængighed om sikkerhedsspørgsmål«, siger trafikordfører Martin Lidegaard (R). Delte forskere I forskerkredse bliver ideen om en uafhængig trafikstyrelse som central rådgiver for trafikministeren modtaget med delt begejstring. »Det lyder som en rigtig god idé at samle viden og indsigt på jernbaneområdet, så man kan hamle op med de selvstændige jernbanevirksomheder«, siger direktør Ole Zacchi fra Danmarks Transport Forskning og tidligere departementschef i Trafikministeriet. Trafikforsker tvivler Trafikforsker Uffe Jacobsen fra Handelshøjskolen i København tvivler: »Filosofien er rigtig, men jeg tvivler på, hvor uafhængig Trafikstyrelsen bliver. Regeringen nedlagde jo Transportrådet, fordi den ikke var interesseret i uafhængige vurderinger. Jernbanetilsynet har i nogle tilfælde mandet sig op til at gå på tværs af systemet, så man kan da håbe at noget af den indstilling vil smitte af på resten af Trafikstyrelsen«, siger Uffe Jacobsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her