Asta Graunbøl var »ved at brække sig over at være pædagog«. Ikke fordi børnene gik hende på nerverne. Tværtimod. »Men halvdelen af min tid gik med møder, planlægning, rengøring osv. Det slipper jeg for som vikar - nu har jeg 100 procent af min arbejdstid sammen med børnene, og det er jo pædagogens ypperste opgave«. Stadig flere pædagoger skifter det faste job ud med løse ansættelser, og det har nu fået pædagogernes tre fagforbund til at indgå en generel aftale om løn- og arbejdsvilkår for vikarerne med Dansk Handel & Service (DHS), der organiserer omkring 70 vikarbureauer. Fordoblet antal vikarer Et af dem er Pædagogisk Vikarbureau, der de seneste to år har fordoblet antallet af navne i deres kartotek. Bureauet begyndte som Danmarks første med speciale i pædagogisk personale for bare fem år siden, men yderligere et par håndfulde er allerede kommet til. Direktør Morten Berg Hansen er glad for aftalen: »Hidtil har overenskomster mellem private bureauer og fagforbund været spredt fægtning. Det giver mindre sikkerhed for den ansatte og ulige konkurrencevilkår for vikarbureauerne. Nu er alle samlet under én hat, og det sikrer imod piratvilkår på det pædagogiske område«. 15 procent mere i løn Aftalen slår fast, at Asta Graunbøl skal have omkring 15 procent mere i løn end en almindelig fastansat. Til gengæld har hun ingen pensionsordning, får ikke sygedagpenge og kan opsiges fra dag til dag. Men det ville hun gerne ofre, da hun for tre år siden forlod et fast job og kontaktede et vikarbureau. »Det var en befrielse i en alder af 45 år at sige: Hvorfor skal jeg arbejde under betingelser, jeg ikke bryder mig om bare for at spare pension op?«, siger hun. Flere månedlange job Hun har dog alligevel haft flere vikarjob af adskillige måneders varighed, og med den nye aftale mellem DHS på den ene side og fagforbundene BUPL, Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF) og Socialpædagogernes Landsforbund (SL) på den anden overgår Asta Graunbøl efter tre måneder samme sted fra timelønning til månedslønning. Det giver ret til pension og sygedagpenge. »Aftalen understreger, at vikarbranchen ikke er en daglejerbranche eller et B-hold. Det er en branche med ordnede forhold. Og så er det endnu en dør, der bliver åbnet for øget samspil mellem offentligt og privat, og det ser vi gerne udviklet endnu mere«, siger chefkonsulent Johannes Bruun, der har forhandlet aftalen for DHS. Vikarbranchens blakkede image stammer fra skrækhistorier om vikarer, der arbejder under mindsteløn, bryder arbejdstidsregler og får for lidt information om de rettigheder, de trods alt har. Det vil fagbevægelsen rydde op i, og derfor er også formand for BUPL, Bente Sorgenfrey, glad. »Vikararbejde på vores område har ikke været særligt organiseret. Det består de fleste steder i løstansatte uden for overenskomstvilkår, og det ønsker vi selvfølgelig ikke«, siger hun. Skræmmede spor Andre spor, som skræmmer, er den eksplosionsagtige udvikling i brugen af vikarer, som især sundhedsområdet lider under økonomisk. Her spinder vikarbureauerne guld på at tiltrække sygeplejersker og læger med lønninger, der ligger 50 procent over normalen i det offentlige. Bureauerne sælger så vikarerne tilbage til sygehusene for det dobbelte af, hvad de tidligere betalte for samme personale. »Det kan bekymre, at bureauerne tjener penge på at formidle vikarer, fordi det trækker på institutionernes budgetter og giver færre penge til andre aktiviteter. Men jeg synes, vi har fundet en balance med 15 procent mere i løn. Vikarordningerne skal ikke udhule institutionsområdet ved at suge pædagogerne væk fra ordinære stillinger«, siger Sorgenfrey.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Ukraines forsvar kan miste nøgleleverandør efter lækket samtale
-
»Om vi var enige om at få seks børn? Nej, nej. De er alle sammen smuttere«
-
Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig
-
Rasende Trump vil intimidere Europa, men han har dårligere kort på hånden end tidligere
-
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
P
Hillsong indefra
I ny podcastserie undersøger Politiken den globale frikirke Hillsong. Kom med ind bag murene her.




























