Almindelige skatteydere skal ikke længere risikere at blive kaldt til torskegilde hos skattemyndighederne på grund af flere år gamle selvangivelser. I dag har kommunerne op til tre år til at afslutte ligningen for et enkelt indkomstår. Men det skal være slut nu. I fremtiden vil skattevæsenet få en frist på et enkelt år. Har man ikke hørt fra skattemyndighederne inden for et år, så er selvangivelsen automatisk godkendt. Det fremgår af et udkast til en ny bekendtgørelse, som Skatteministeriet sender i høring mandag. Ifølge skatteminister Svend Erik Hovmand (V) er de nye regler udtryk for en ændring i skattepolitikken, han kalder 'noget for noget'. Krav begge veje »I dag stiller det offentlige en lang række krav til borgerne. Man skal kontrollere den fortrykte selvangivelse, aflevere momsregnskaber til et bestemt klokkeslæt og ditten og datten. Men så må vi vel også kunne stille krav til skattemyndigheder den anden vej«, fastslår Svend Erik Hovmand. »Nu har de offentlige myndigheder ét år til at gøre indsigelser, og gør de ikke det, så har de forspildt deres chance«, siger Svend Erik Hovmand. Skatteministeren understreger, at den nye frist kun gælder den ene vej. Skatteyderens ret til at begære skatten sat ned inden for en frist på tre år - f.eks. som følge af et glemt fradrag - ændres ikke. Ordning omfatter tre millioner Ordningen kommer til at omfatte ca. tre millioner skatteydere med enkle økonomiske forhold som lønmodtagere, pensionister og studerende. For skatteydere med mere komplicerede forhold som f.eks. erhvervsindkomst, indkomst fra udlandet og hovedaktionærer gælder den nye étårs frist ikke. Formanden for skatterevisorerne, skattechef i Hobro kommune Mogens Elgård, har forståelse for forslaget, selv om han ikke vil udelukke, at det vil føre til, at færre lønmodtagere i fremtiden vil få lignet deres selvangivelse. Bruges som buffer »Det vil stille større krav til vores planlægning. I dag har vi ikke centrale måltal for, hvor mange lønmodtagere der skal lignes. Det er op til den lokale forvaltning«, siger Mogens Elgård. »Derfor bruges ligningen af lønmodtagerne i høj grad som buffer i forhold til erhvervsligningen. I dag kan vi altså vente med at se på lønmodtagerne, til vi har bedre tid. Det vil det nye forslag sætte en grænse for. Men det er også sundt nok«, mener Mogens Elgård. Uimponeret socialdemokrat Socialdemokraternes skatteordfører, Jens Peter Vernersen, er ikke imponeret over forslaget. »Sagen er jo, at for langt de fleste skatteydere er der ingen problemer, fordi myndigheder jo har alle oplysningerne i forvejen, så derfor er det et af skatteministerens sædvanlige slag i luften. I mine øjne er det bare varm luft. Her i vestjylland kalder vi den slags ting for store ord og fedt flæsk«, siger Jens Peter Vernersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























