Pilotuddannelse lukningstruet

Arkivfoto: Jens Dresling
Arkivfoto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Uddannelsen af erhvervspiloter på det offentliges regning hænger i en tynd tråd. Efter afsløringerne af det økonomiske rod på skolen, den stigende arbejdsløshed for piloter og forsvarets behov for at spare penge stopper forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) nu millionstøtten til Luftfartsskolens pilotuddannelse. Det får formanden for skolens bestyrelse, Erik Andersson, til seriøst at overveje at nedlægge uddannelsen. »Jeg kan ikke se, at man kan undvære de penge til den daglige drift. Det kunne meget nemt ligne, at dét eventyr er slut«, siger han, men understreger dog, at det ikke er hans, men hele bestyrelsens beslutning og vurdering, om pilotuddannelsen skal lukke. Som Politiken har afdækket de seneste uger, har Luftfartsskolen i forvejen oparbejdet massive underskud gennem de seneste år. De interne regnskaber har været misvisende, og den tidligere direktør er meldt til politiet mistænkt for at have kanaliseret skolens penge over til sig selv. Uforsvarligt Forsvarsminister Svend Aage Jensby siger: »Jeg håber ikke, at skolens fortsatte eksistens er afhængig af, om vi sender piloter derud og betaler for dem. Men jeg kan ikke forsvare at bruge skatteborgerpenge til at dække et underskud, som måtte være opstået, fordi den tidligere bestyrelse ikke drev skolen fornuftigt«. Han slår dog hovedsageligt bremsen i, fordi hverken forsvaret eller SAS kommer til at mangle piloter de kommende år. Det var ellers forsvarets utilfredshed med, at SAS scorede deres dyrt uddannede piloter, som gjorde, at ministeriet begyndte at støtte uddannelsen på Luftfartsskolen. Via Folketingets Finansudvalg fik Forsvarsministeriet i 2000 bevilget 34 millioner, der over fem år skulle gå til skolen. Til gengæld lovede SAS, at selskabet ville ansætte 25 elever fra skolen om året. Det har SAS imidlertid ikke kunnet leve op til, og sammenholdt med forsvarets pengeproblemer siger Jensby: »Besparelsen på pilotskolen kan ikke rette op på det. Men tre millioner er mange penge, og sammen med overskuddet af civile piloter, SAS' meldinger om afskedigelser og vores egen nuværende pilotsituation må vi nu klappe hesten. Det er mit ansvar, at forsvaret ikke bruger penge på noget, vi ikke har behov for«. Erhvervspiloter - det er for eksempel dem, der flyver for SAS - kan dels uddannes på Luftfartsskolen, som er en selvejende institution og en del af Teknisk Erhvervsskole Center (TEC) under Undervisningsministeriet. Dels på en lille håndfuld skoler, der drives privat. Pengene til Luftfartsskolen fra forsvarsministeren har været en torn i øjet på nogle af de private uddannelser, der mener, at de offentlige midler forvrider konkurrencen. I øjeblikket undersøger Konkurrencestyrelsen, om det er rigtigt. Men forsvarsministeren siger, at det ikke har spillet ind på hans beslutning om at stoppe tilskuddet. Stoppet kommer ikke til at betyde noget for de pilotelever, der er optaget og i gang med uddannelsen, ligesom det ikke berører Luftfartsskolens flymekanikeruddannelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her