Rekordår for Tipstjenesten

Foto: Martin Zakora
Foto: Martin Zakora
Lyt til artiklen

Den administrerende direktør i Dansk Tipstjeneste, Per Schütze, havde det brede smil fremme, da han i går fremlagde koncernregnskabet for 2002. Han kunne stolt lade pegepinden falde på en bombastisk overhead: Det hidtil bedste regnskab for Dansk Tipstjeneste, rekorder på alle områder. Tipstjenestens omsætning blev på 7,6 mia. kr. - en fremgang på 1,1 mia. Regnskabets bundlinje viser et overskud på 1,4 mia. kr. Det er tal, som mange andre virksomheder må skele misundeligt til i disse tider. Mange af de regnskaber, der bliver lagt frem i disse måneder, er fyldt med røde tal, og analytikere snakker om økonomisk tilbageslag. Men det bekymrer ikke den administrerende direktør i Tipstjenesten. 2003 forventes at blive et nyt rekordår. »Vi har aldrig kunnet se en sammenhæng mellem den globale økonomis udvikling og folks lyst til at spille. Det vigtige er, om vi er i stand til at komme med nyheder og forbedringer på de rigtige tidspunkter,« siger Per Schütze. Spillehaller giver godt En af de nyheder, som Tipstjenesten har lanceret, er spillehaller med enarmede tyveknægte og alle mulige typer onlinespil. Datterselskabet Dansk Automatspil A/S blev etableret i 2001 og har udvidet sine aktiviteter kraftigt sidste år. Omkring 70 procent af den samlede fremgang i omsætningen stammer fra de såkaldte Pitten og PitStop-caféer. Caféerne har dog ikke givet et voldsomt overskud, da kunderne på caféerne får flere procent af deres indsatser tilbage end ved andre spiltyper. Men satsningen på spillehallerne fortsætter. I 2003 regner Dansk Automatspil med at oprette op imod 80 nye PitStop og Pitten og forventer en omsætning i omegnen af 1,3 mia. kr. Markedet vokser En mere beskeden del af fremgangen i Dansk Tipstjeneste skyldes indtoget på nettet. Tipstjenestens mål er, at etablere et legalt dansk modstykke til de udbud af spil på nettet, som i dag fra udlandet retter sig imod danskere på nettet. Og omsætningen på Tipstjenestens netspil vokser hastigt. Der er allerede omsat lige så meget på nettet i 2003, som i hele det foregående år. Det betyder ikke, at Tipstjenesten hugger markedsandele fra de store udenlandske spiludbydere. Der bliver spillet mere over hele linjen. Den største udbyder af spil på nettet i Danmark, Centrebet, beretter om en voldsom stigning i omsætningen i 2002. Markedsføringschef i Centrebet, Claus Rademacher, føler sig ikke presset af Tipstjenestens satsning på nettet. »Når Tipstjenesten bruger så mange ressourcer på at lancere deres spil på nettet, så mener vi i virkeligheden, at de gør os en tjeneste. De er simpelthen med til at opdrage vores fremtidige kunder og lære dem at bruge nettet. Det skal de have tak for,« siger han. Per Schütze vurderer, at Tipstjenesten og de øvrige spiludbydere i dag deler markedet imellem sig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her