S vil have specialstyrke mod illegalt arbejde

Lyt til artiklen

Når polakker, letter og litauere arbejder ulovligt i Danmark for 40 kroner i timen, er det en sag for landets lokale politikredse. Men mange steder magter ordensmagten ikke at rykke hurtigt nok ud og ved ofte heller ikke, hvordan de skal håndtere anmeldelserne. Derfor vil socialdemokraterne samle politiets kræfter i en specialstyrke, der skal få bugt med det illegale arbejde, som sidste år snød skattekassen for næsten en halv milliard kroner ifølge en rapport fra bygge- og anlægsbranchen. Central politimæssig indsats Venstrefløjen og Dansk Folkeparti tager positivt imod forslaget. »Vi vil have en central politimæssig indsats, som det f.eks. er kendt fra indsatsen mod grænseoverløbere. Vi vil ikke nøjes med at lade det afhænge af, hvad den enkelte politikreds har tid og plads til«, siger arbejdsmarkedsordfører Jan Petersen (S). Bliver prioriteret for lavt Han bygger sin formodning på meldinger fra lokale fagforeninger, der oplever, at politiet prioriterer det lavt, når de modtager anmeldelser om ulovligt arbejde. Det bekræfter Gunde Odgaard, der er sekretariatsleder i kartellet for syv forbund på bygge- og anlægsområdet, Bygge-, Anlægs- og Trækartellet. »Vi kan konstatere, at politiet langtfra altid er beredt eller har ressourcer til at rykke ud - eller gør det så sent, at folk er forsvundet«, siger han. Ti pct.'s stigning Gunde Odgaard var med til at udarbejde rapporten, der skønner, at omfanget af illegalt arbejde på tre år er vokset med knap ti procent, så der i 2002 blev udført arbejde svarende til 1.640 fuldtidsbeskæftigede alene på BAT's område. Også restaurationsområdet og dele af landbruget er hårdt ramt. Kun få konfiskeringer Allerede i år 2000 skærpede et bredt flertal i Folketinget loven, så det bl.a. blev dyrere at bruge illegal arbejdskraft. Men sidste efterår berettede rigsadvokaten, at de nye retningslinjer for bødestørrelser kun var slået igennem i 14 af 48 undersøgte sager. Kun 3 af de 48 havde fået konfiskeret gevinsten ved at bruge den billige, sorte arbejdskraft. SF: 'Det kniber med håndhævelsen af reglerne' »Lovgivningen er sådan set god nok nu, men det kniber med at få den håndhævet. Samtidig er der behov for andre initiativer. For eksempel at dem, der har arbejdet her illegalt, skal have frit lejde, så de kan medvirke til at opklare sagerne. Der er ingen tvivl om, at det er organiseret«, siger Ole Sohn fra SF, der bakker S-forslaget op. Også Enhedslisten erklærer sig åben for ideen, men mener også, at man må se på loven igen. »Når loven kan tolkes på en måde, så domstolene ikke straffer, så det står mål med gevinsten, er den ikke stram nok«, mener Søren Søndergaard. DF: Vi vil gerne være med til at øge politiindsats Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti siger: »Vi vil gerne være med til at øge politiets indsats. At samle ekspertisen er en god ide, men det er langt fra nok. Vi må også se på den manglende grænsekontrol, der gør illegalt arbejde muligt«. Chef for Rigspolitiets udlændingeafdeling, Jørgen Takke, ønsker ikke at forholde sig til det nye forslag, før det foreligger i sin endelige form. På onsdag debatterer samtlige partier illegal arbejdskraft i folketingssalen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her