Presset stiger på trafikministeren

Lyt til artiklen

Presset mod trafikminister Flemming Hansen (K) og det private togselskab Arriva for at sikre ordentlig togdrift i Jylland fortsattte mandag, da stadig flere borgmestre stillede op i rækken af kritikere. Efter at en række sydvestjyske borgmestre allerede i sidste uge efterlyste politisk indgriben over for antallet af togforsinkelser og aflysninger, sluttede borgmestrene i en række nordvestjyske kommuner sig i dag til kritikken. I et fælles brev til trafikministeren betegner borgmestrene fra Hanstholm, Thisted, Sydthy og Thyholm Kommuner Arrivas betjening af Thybanen som stærkt utilfredsstillende. Thybanen er hovednerven Borgmestrene, der repræsenterer både V, K og S, kræver en hurtig indgriben. »Vi bor i et yderområde, hvor Thybanen er hovednerven i den kollektive trafik. Det er helt uholdbart, at folk ikke kan komme i skole eller på arbejde«, siger Thisteds borgmester, Erik Hove Olesen (S), der er en af underskriverne på brevet til ministeren. Trafikministeren mødes torsdag med Arriva for at drøfte problemerne. Arriva har været nødt til at aflyse flere afgange på grund af mangel på lokomotivførere. 'Arrogant minister' Thisteds borgmester, Erik Hove Olesen (S), har i weekenden haft kontakt til kolleger i det nordvestjyske område. »Det er arrogant af ministeren, hvis han først vil holde møde med Arriva på torsdag. Det er udtryk for ligegyldighed og en hån mod dem, der også skal på arbejde mandag, tirsdag og onsdag«, siger Erik Hove Olesen til Ritzau. Amtsborgmester har mistet tålmodigheden Amtsborgmester Bent Hansen (S), Viborg, har også mistet tålmodigheden med Arriva. Arriva skal inden for to uger sikre normal togdrift. Ellers må der betales et millionbeløb, så amtets trafikselskab kan sikre borgerne transport på anden vis, mener Bent Hansen. Arbejder på højtryk på redegørelse Arriva ønskede mandag morgen ikke at kommentere togproblemerne, og informationschef Markela Dedopoulos henviste til, at selskabet arbejder på højtryk på den redegørelse, som skal afleveres til trafikministeren på det berammede møde på torsdag. »Vi udtaler os ikke til pressen, før ministeren er blevet orienteret«, siger hun. 'Spørgsmålet om nogen er interesseret' Muligheden for, at Arriva hurtigt kan få løst problemerne ved at låne lokoførere fra det tidligere DSB Gods, nu Railion Denmark, synes også usikre. En aftale om udlån af lokoførere vil tidligst blive underskrevet tirsdag, oplyser sekretariatsleder Villy Nielsen fra Dansk Jernbaneforbund. »Det kan da godt være, at Railion i en periode kunne undvære en håndfuld eller to af sine lokoførere fra reservepuljen, men spørgsmålet er, om nogen er interesseret. De er jo på forhånd ansat med løn og skal i givet fald tage overarbejde. Og det er jo en mærkelig situation for personalet at skulle hjælpe en slags konkurrent«, siger Villy Nielsen til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her