Andelen af ældre, der går på efterløn, så snart de fylder 60 år, er faldet markant, siden efterlønsreformen trådte i kraft i efteråret 1999, viser den seneste opgørelse fra Arbejdsdirektoratet. I reformens første år var næsten to ud af tre - 66 pct - nye efterlønsmodtagere 60 år. Men allerede i slutningen af 2001 faldt de 60 åriges andel til 58 pct., og i første halvår af 2002 var kun godt og vel hver anden ny efterlønsmodtager - godt 50 pct. - 60 år. Venter til de fylder 62 år På de samme to år er andelen, der venter med at gå på efterløn, til de fylder 62 år, tredoblet fra 6 til 18 pct. »Tallene viser, at mange i dag venter med at gå på efterløn, til de fylder 62 år. Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder er gået i vejret. Det var jo også det, der var hovedformålet med reformen«, siger fuldmægtig i Arbejdsdirektoratet, Thomas Kærn. Krav om flere stramninger Trods den åbenlyse effekt af efterlønsreformen vokser kravet fra økonomer og erhvervsorganisationer imidlertid om, at den fortsat populære ordning bliver strammet yderligere op eller helt afskaffet. »Det er rigtig, at reformen har haft en vis effekt. Men det er langt fra nok til at løse problemet med, at alt for mange ældre forlader arbejdsmarkedet i en situation, hvor alt tyder på, at der bliver mangel på arbejdskraft. For den arbejdsgiver, der står og mangler folk, er det sådan set ligegyldigt, at andelen af 60 årige på efterløn falder«, siger chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, Erik Simonsen. Flere ældre Han henviser til, at den faldende andel af nye 60-årige i ordningen ikke kan skjule, at der i faktiske tal aldrig har været så mange 60-årige som i dag, der går på efterløn. Paradokset skyldes, at det samlede antal efterlønsmodtagere fortsat stiger. Således er antallet af nye 60-årige efterlønsmodtagere steget fra 9.061 personer i 1. halvår 2000 til 10.530 personer i 1. halvår 2002. Til trods for at deres andel af den samlede tilgang er faldet. »Desværre spiller demografien ikke med os, når det gælder efterlønnen. Det bliver man nødt til at gøre noget ved. Det nemmeste vil helt klart være at sætte aldersgrænsen op«, siger Erik Simonsen. Heller ikke chefananalytiker i Danske Bank, Steen Bocian, er i tvivl om, at der er brug for et indgreb. »Der er slet ikke tvivl om, at reformen virker. Det er bare ikke nok. I de kommende år vil den store efterkrigsgeneration betyde et kraftigt ryk ud af arbejdsmarkedet. Det vil lægge en klam hånd på økonomien i en situation, hvor der er udsigt til mangel på arbejdskraft. Derfor er der behov for at gøre mere, hvis vi vil sikre holdbarheden af velfærdsstaten. Det er stadig et for højt tal, at godt halvdelen af de nye efterlønsmodtagere er 60-årige«, siger Steen Bocian. Færre forsikrer sig De seneste tal fra Arbejdsdirektoratet afslører også et markant fald i antallet af personer, der betaler til efterlønsordningen. Fra 1. januar 2000 til 1. december 2002 er antallet faldet med næsten 100.000 personer fra godt 1,5 millioner til godt 1,4 millioner lønmodtagere. »Det afspejler formentlig, at mange unge ikke melder sig til. For dem er det tvivlsomt, om de overhovedet vil få noget, eller om de får det indbetalte tilbage med renter, hvis ordningen bliver afskaffet. De har nok en vis ret i deres skepsis. De må indkalkulere risikoen for, at der ikke er råd til efterløn, når det bliver deres tur«, siger Steen Bocian.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























