Få ting er gratis, når man handler ind. Betaling med dankort er en af dem. Sådan skal det blive ved med at være, hvis det står til Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Begge partier afviser at ophæve forbuddet mod, at banker opkræver gebyr for betaling med dankort i butikker. Og det på trods af at begge partier indgår i det flertal i Folketinget, som har stillet bankerne en ophævelse af forbuddet i udsigt. Rapport på vej til Bendtsen Afvisningen kommer, få dage før, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) modtager en rapport om dankortets teknologiske fremtid, som skal danne grundlag for et udspil om den fremtidige gebyrpolitik for betalingskort. Med udmeldingen fra de to partier bliver det svært for ministeren at opfylde bankernes forventning om, at de skal have lov til at indføre gebyrer på dankortbetalinger. Princip fastholdes Tværtimod ser det ud til, at det snart 20 år gamle gratisprincip bliver opretholdt, og at butikkerne og deres kunder slipper for at betale, når dankortet bliver kørt igennem terminalen. Der var ellers lagt op til en ophævelse af forbuddet, da et ekspertpanel sidste år konkluderede, at bankerne skulle have lov til at indføre gebyrer. Betingelser opfyldt Bankerne havde nemlig opfyldt alle de betingelser, som Folketinget i 1999 opstillede for at slippe gebyrskruen løs i butikkerne. Afvisningen fra to partier vækker forargelse hos Finansrådet, der er bankernes interesseorganisation. Banker: 'Løftebrud' Bankerne betragter det som løftebrud, at folketingsflertallet bag hensigtserklæringen nu alligevel ikke vil gennemføre liberaliseringen. Hos Socialdemokratiet afviser erhvervsordfører Frode Sørensen, at partiet løber fra løfterne. Ikke overbevist om konkurrencen Han er enig i, at de i alt fire betingelser, som Folketinget opstillede i 1999, er indfriet. Men han er ikke overbevist om, at det er nok til at sikre tilstrækkelig konkurrence på markedet for betalingskort. Uenige organisationer De interesseorganisationer, der er repræsenteret i panelet, strides da også om, hvorvidt opfyldelsen af betingelserne giver garanti for tilstrækkelig konkurrence. Finansrådet siger klart ja. Frygter malkning af kunder Dansk Handel & Service, Forbrugerrådet og en række andre organisationer i handlen siger lige så klart nej. De frygter, at bankerne vil bruge butikkernes dankortterminaler til at malke kunderne med. Partier: Organisationer skal være enige Og så længe organisationerne er uenige, vil Socialdemokratiet ikke røre ved forbuddet: »Som det ligger i øjeblikket, ser jeg ingen mulighed for, at vi kan stemme for, at gebyrforbuddet ophæves«, siger erhvervsordfører Frode Sørensen. Også Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Colette Brix, afviser at droppe gebyrforbuddet, så længe organisationerne ikke kan blive enige. »Vi rører ikke ved gebyrforbuddet, før organisationerne finder en fælles løsning«, siger Colette Brix. Og det er der ingen udsigt til nu. Forbrugerrådet og Dansk Handel & Service holder hårdt fast i gebyrforbuddet, mens Finansrådet er en lige så hård modstander af det. Bankerne fastholder, at de er blevet stillet en liberalisering i udsigt, og Finansrådets direktør, Jørgen A. Horwitz, er stærkt forundret over udmeldingerne fra de to partier: »Man har en lov, som stiller en række betingelser op. Dem har vi brugt en masse ressourcer på at opfylde. Alligevel undlader Folketinget at gennemføre lovændringerne. Det er svært at forstå«. Besparelser Uden en liberalisering forventer Finansrådet, at bankerne vil begynde at spare på omkostningerne til dankortet. De lyder i dag på 600 millioner kroner om året. Bankerne har blandt andet talt om at droppe fluesmækkeren, fjerne fotoet fra dankortet og fjerne eller reducere butikkernes garanti for betalinger foretaget med dankort. Det kan betyde, at andre betalingskort får lettere spil på det danske marked end hidtil. Og netop frygten for, at forbrugerne ender med en jungle af betalingskort, er skrækscenariet hos Det Radikale Venstre. Her mener gruppeformand Marianne Jelved, at partierne bag loven om betalingskort bør leve op til de løfter, der i 1999 blev stillet bankerne i udsigt. Jelved: Kan ende med mange forskellige kort »Hvis ikke bankerne får mulighed for at investere i ny teknologi, mister vi sandsynligvis det fælles dankort og ender med et hav af forskellige kort«, siger Marianne Jelved, der vil fremsætte et lovforslag om ophævelse forbuddet. Det vil stille økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) i en penibel situation. Han har flere gange erkendt, at der er en moralsk forpligtelse over for bankerne, men omvendt vil han meget nødig lægge sig ud med butikkerne. Det har ikke være muligt, at få en kommentar fra Bendt Bendtsen til udmeldingen fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























