Centralbankchef: Lav rente understøtter USA

Lyt til artiklen

Olieprisernes himmelflugt og geopolitiske risici - læs en mulig krig mod Irak - får amerikanerne til at holde pengepungen i inderforet og virksomhederne er holdt op med at hyre folk. Men så snart de mørke skyer letter - som de fleste analytikere forventer - er renteniveauet tilpas lavt og det underliggende vækstpotentiale i økonomien så stærkt, at der formentlig vil ske en bedring af det økonomiske klima med tiden. Sådan begrundede, lettere omskrevet, den amerikanske centralbank, Federal Reserve, at den onsdag valgte at holde renten på uændret 1,25 procent, og budskabet fra centralbankchef Alan Greenspan og co. indeholdt også den vurdering, at riskoen for, at det går værre eller bedre er balanceret. Store veksler på offentlige kasser Nogle timer før det bløde budskab fra Alan Greenspan, havde Kongressens budgetkontor smidt benzin på den glødende politisk debat om præsident Bushs økonomiske politik. Nye beregninger foretaget af de politisk uafhængige budgetberegnere viser, at der trækkes meget store veksler på de offentlige kasser i disse år. Overskud forsvinder hastigt Med et anslået underskud på 1.360 mia. kr. eller 1,9 procent af BNP i år står det klart, at USA er ved at formøble et historisk stort overskud på 1.620 mia. kr. i 2000 med foruroligende hast. Baggrunden for de store budgetskred er dels den kraftige økonomiske afmatning det sidste halvandet år, dels præsident Bushs meget aggressive lempelse af den økonomiske politik i form at en skattepakke i 2001. Ny vækstpakke Nu foreslår Bush så en ny økonomisk vækstpakke, der atter er centreret om skattelettelser, og den end ikke indregnet i budgetprognosen fra Kongressen. Men ifølge de fleste økonomiske iagttagere vil den foreslåede skattepakke få det offentlige underskud til at svulme op til ca. 2.000 mia. kr. eller ca. tre procent af BNP i år. Dertil kommer eventuelt udgifter til en krig mod Irak, som skønnes at koste mellem 350 og 1.400 mia. kr. 'Bush-plan trækker i den rigtige retning Det Hvide Hus erklærede sig forleden enig i, at den fremlagte skattepakke vil få budgetunderskuddet til at vokse kraftigt, men argumentationen fra præsidentens gemakker er, at de foreslåede skattelettelser sætter så meget skub i økonomien, at gældsopbygningen stadig er til at kontrollere. Den samme holdning gav John Snow, der er udset til finansministerposten, udtryk for under en af de høringer han skal igennem for at få det blå stempel som minister. »Jeg tror på, at præsident Bushs nyligt fremlagte vækstplan trækker skattesystemet og vækstpotentialet i den amerikanske økonomi i den rette retning. Det vil skabe job, det er en investering i det amerikanske folk og i dets fremtid«, sagde John Snow under en høring i Senatets finanskomité.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her